Forældre hjælper med at øge fagligheden

Forældre må gerne stille krav til lærerne på deres børns vegne. Men på Nørreskov-Skolen i Nordborg bliver de mødt af modkrav

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Forældre er i deres gode ret, når de forventer, at skolen leverer den bedste af den bedste undervisning til deres børn. Men de må selv bidrage til, at det kan lykkes lærerne at holde et højt fagligt niveau.

På Nørreskov-Skolen i Nordborg er lærere og ledelse begyndt at stille krav til forældrene om at opdrage deres børn til at indgå i fællesskabet i klassen og på skolen. Desuden skal de støtte skolen i dens krav og forventninger til eleverne.

»Alt for mange af vores elever kom herfra med for dårlige karakterer efter 9. klasse. Ofte var de også ligeglade, og forældrene var heller ikke ambitiøse på deres børns vegne. De ville gerne stille krav til os, men de tjekkede for eksempel ikke op på, om deres børn havde deres bøger med og afleverede deres opgaver til tiden. Mange tror åbenbart, at hvis bare de sender deres børn i skole hver dag, så klarer lærerne resten«, fortæller skoleleder Ejvind Bojsen.

Flere af skolens lærere følte, det var psykisk belastende at gå fra timer, der ikke forløb som planlagt på grund af dårlig adfærd og trivsel blandt eleverne.

»Forældre er meget opmærksomme på deres børns trivsel, men det er ikke nok, at børnene har det godt. De skal vide, hvordan de skal opføre sig i timerne, hvordan de skal tale til hinanden og så videre. Lærerne vil gerne have, at eleverne lærer noget, men hjemmet påvirker, hvor seriøse børnene er. Hvis de ser en mulighed for at stå af, fordi forældrene ikke griber ind, så gør det det«, siger viceskoleinspektør Jens Erik Henriksen.

Efter sommerferien har ledelsen stillet sig op på forældremøder og forklaret, at forældrene har en vigtig opgave med at opdrage deres børn. Det tog forældrene godt imod.

»De er godt klar over, at de har en rolle at udfylde, og fordi vi er gået foran i ledelsen, legitimerer vi, at lærerne stiller krav til dem. Når lærerne ved, at de har ledelse og forældre med sig, har de lettere ved at ringe hjem til forældrene, hvis der er problemer med deres barn«, siger Jens Erik Henriksen.

Forældre lægger pres på

Efter oplægget formulerede forældrene deres forventninger til skolen og deres opfattelse af god undervisning. Derefter beskrev de, hvordan deres børn skal opdrages, for at lærerne kan leve op til forventningerne.

»Forældre og lærere har udarbejdet spilleregler for deres samarbejde i den enkelte klasse, og vi kan allerede mærke, at forældrene selv har været med til at stille kravene. Tidligere kunne vi have forældre i røret, hvis en lærer havde bedt en elev om at skrive en stil om, men nu tager de ikke længere barnets parti mod skolen. Vi har også mange eksempler på, at forældre selv ringer til læreren og fortæller, hvad de vil gøre, hvis deres barn har været med i en konflikt i skolen«, siger Jens Erik Henriksen.

Som de fleste andre steder er der også forældre, som aldrig dukker op til møderne på Nørreskov-Skolen. Men fremover mærker de et pres fra de andre forældre.

»I 5.a har forældrene for eksempel aftalt at deltage i møder, samtaler og arrangementer på skolen. Det er ikke skolen, men resten af forældrene, der stiller kravet, og hvis det ikke virker på dem, der aldrig viser sig, har forældrene aftalt at spørge dem, hvornår det passer dem at komme. Så bliver det næste møde lagt efter det«, siger viceskoleinspektøren.

Om undersøgelsen

Undersøgelsen »Læreroplevelser af elever og deres forældre« bygger på svar fra 806 lærere og er gennemført af Scharling Research for Folkeskolen og Ugebrevet A4.

I alt blev der sendt 1.433 spørgeskemaer ud, nemlig til samtlige deltagere i Folkeskolens faste undersøgelsespanel, der består af et repræsentativt tværsnit af medlemmerne af Danmarks Lærerforening ansat i folkeskolen. Svarprocenten er på 59, og det betragter Scharling Research som et særdeles godt resultat.

60 procent af deltagerne i undersøgelsen har været lærere i 15 år eller mere. Deres svar ligger til grund for sammenligningen med forholdene for 15 år siden.

På www.folkeskolen.dk finder du flere artikler om rapportens resultater, ligesom du kan læse hele rapporten.