Anmeldelse

Unge, fester og alkohol

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I projektet "Unge og Alkohol" har forfatterne og andre forskere skaffet et omfattende datamateriale om unges alkoholforbrug i Danmark. Bogen her er en del af formidlingen af projektets resultater.

Danske unge har europarekord i druk, og forskerne ville finde ud af, hvorfor danske unge drikker så meget, og hvorfor nogle af disse unge igen drikker vildt meget mere end andre unge.

Efter at forskerne har renset konklusionen for alle de sædvanlige videnskabelige forbehold, står tilbage, at danske drenge drikker meget og begynder meget tidligt (i 12-13-års-alderen), at danske piger også drikker, men ikke så meget, og de begynder ikke så tidligt. Man drikker i samvær med andre - at holde fest er at drikke meget - og unge, der ikke ønsker at drikke, er derfor uden for det "normale" sociale samvær.

Det har længe heddet sig, at regler og begrænsninger ikke nyttede, men her viser undersøgelsen, at det ikke passer. Forældres krav om tidligt hjemkomsttidspunkt, og hvor meget deres unge må drikke, påvirker faktisk fylderiet positivt. Det er da opmuntrende for de SSP-lærere (skole, socialforvaltning, politi), der på forældremøder forsøger at få forældre til at træde i karakter og sætte grænser.

Men der er lang vej igen til et mindre forbrug, når alkoholindtagning er så tæt forbundet med, hvor populær man er, og hvilke arrangementer man bliver inviteret til. Det skaber et drikkepres, som de unge slet ikke er bevidste om.

Bogen har forslag til, hvilke faktorer man kan påvirke, hvis man vil ændre forældrenes og de unges holdninger. Oplagt baggrundslitteratur for lærerne i de store klasser.