Man får ikke et optimalt udbytte af at lede kreative mennesker som lærere gennem kontrol og målinger. De skal have frie tøjler. På den anden side er det fornuftigt at tjekke med jævne mellemrum, om eleverne lærer noget. Det gælder derfor om at få de to ledelseskulturer til at arbejde sammen.

»Det bliver let til et enten-eller, hvor fortalere fra begge lejre skyder granater mod hinanden. Men ingen af dem repræsenterer den eneste rigtige løsning. Derfor må begge parter rykke sig samtidigt«, siger tidligere generaldirektør for Danmarks Radio Christian Nissen, der også har undervist og nu er foredragsholder og rådgiver på freelancebasis. Desuden har han skrevet flere bøger og artikler om ledelse.

Han var ansat i det offentlige, da man under Schlüter-regeringen i 1983 satte gang i en modernisering, der på mange måder var begyndelsen på den managementbølge, der på godt og ondt har præget den offentlige sektor.

»Vi havde vænnet os til, at alle vores ønsker kunne finansieres med en ny bevilling, men pludselig blev der stillet spørgsmål til, hvorfor nogle skulle have mere og andre mindre. Det var en helt ny situation«, siger Christian Nissen, der på det tidspunkt var fuldmægtig i Finansministeriet.

Det er sundt at spørge, hvad folkeskoler, børnehaver, plejehjem og andre institutioner skal kunne, mener han.

»Det handlede ikke bare om at skære ned. Det drejede sig også om at spørge: Hvorfor er vores institution blevet etableret, hvad er vores mål, hvordan opfylder vi dem, og hvordan kontrollerer vi, at vi når målene? Det er en meget logisk måde at tænke på«.

Nuanceret syn på ledelse

Lærere og andre fagprofessionelle er imidlertid ikke styret af samme rationelle tankegang. Derfor afføder det ofte et problem, når managementkulturen møder deres kreative måde at tænke på, mener Christian Nissen.

»I management tænker man, at ledelse grundlæggende er det samme på skoler, i skattevæsnet og på en fabrik. Der er fælles træk, men også afgørende forskelle, blandt andet lærernes nære samvær med eleverne og de faglige og pædagogiske elementer i undervisningen«.

Han bruger det københavnske plejehjem Fælledgården, hvor personalet blev beskyldt for omsorgssvigt, som eksempel. Nogle politikere forlangte straks mere kontrol af personalet.

»De tror, opstramninger fører til bedre pleje. Måske kan personalet nå at pleje flere på den samme tid, men de ældre føler sig ikke bedre behandlet. De efterlyser menneskeligt samvær, og det kan ikke måles på den normale vægtskål. En manual kan ikke tage højde for et smil, et knus og en varm hånd. På samme måde rummer lærernes samvær med eleverne en række elementer, som det er svært at stille mål for«.

Christian Nissen er selv barn af managementkulturen, men har i dag et mere nuanceret syn på ledelse.

»Jeg har hverken bondeanger eller forkaster det, jeg har gjort, men løsningen findes hverken i den ene eller den anden grøft. Den stærke politiske fokusering på test skyldes, at dele af folkeskolen har forsømt at interessere sig for, om eleverne lærer noget. Når man ikke selv tager opgaven op, tvinges man til noget, som ofte er mere uhensigtsmæssigt«.

Han peger på, at man ikke automatisk får bedre undervisning ved at indføre ensartede, landsdækkende test.

»Man risikerer, at lærerne ændrer adfærd og underviser efter testene. Det samme sker, når man måler personalet på plejehjemmet med et stopur. Så opfylder de lige præcis de krav, politikerne stiller, men målet for de gamle er omsorgsfuld pleje«.

Skolelederen står i brændpunktet. I forvaltningen møder han embedsmænd, der er præget af managementkulturen, og som har til opgave at skaffe økonomisk råderum til flere og bedre offentlige ydelser. Skolelederen må tale deres sprog, ellers oplever de ham som tillidsrepræsentant for lærerne.

»Men på lærerværelset må skolelederen afklæde sig slips og habit. Man kan ikke nå lærerne uden at komme deres fagprofessionelle kultur i møde. Til gengæld må lærerne forstå, at skolen er en offentlig institution, der må kunne dokumentere, at samfundet får noget for resurserne«.

Folkeskolen halter efter

Christian Nissen ser det som et meget stort problem for både lærere, ledere og politikere, at DLF, KL, Undervisningsministeriet og Finansministeriet gennem 20-30 år har viklet lærerne ind i et net af arbejdstidsregler og overenskomster. Det skal der gøres op med én gang for alle.

»Enhver, der sælger sin arbejdskraft målt i timer, fokuserer på arbejdstiden mere end resultatet. Omvendt vil arbejdsgiverne prøve at presse så mange opgaver som muligt ind i timerne. Det er skruen uden ende«.

Christian Nissen mindes et forældremøde, hvor en advokat kritiserede en ung lærer. Det tog hun helt roligt: »Hvis jeg får brug for en advokat, henvender jeg mig til dig, for jeg er sikker på, at du er dygtig til love og paragraffer. Men du har ikke forstand på pædagogik. Det har jeg«.

»Den selvtillid er guld værd, men når lærere ser sig selv og opleves som lønarbejdere, ændres deres status, og det går ud over både lærernes stolthed og selvværd«, siger Christian Nissen.

Mens store dele af samfundet er på vej ind i videnssamfundet, hvor vi skal arbejde og ledes på helt nye måder, halter undervisningssektoren bagefter og bevæger sig først nu fra bondesamfund til industrisamfundets ensartede rutiner, der kan måles, vejes og tælles. Det kommer til udtryk gennem mere detailstyring og flere krav om ensartethed og kontrol.

»I bondesamfundet var der ikke et skarpt skel mellem arbejdstid og frihed. Selv om fodermesteren blev afbrudt i sit arbejde, fortsatte han, til den sidste ko var malket. På samme måde havde man tillid til, at lærerne udførte deres arbejde. I dag opfattes lærerne som en modpart, der kun laver det mest nødvendige, og så kommer kontrollen. Men man leder ikke kreative mennesker gennem kontrol og manualer, så vi må arbejde for at få en helt ny arbejdskultur og ledelsestænkning ind i folkeskolen«.

Ledere skal have plads

Det bliver ikke bedre af, at der i øjeblikket sker en voldsom centralisering.

»Der er stor forskel på København og Thyborøn, og det kommunale selvstyre er en forudsætning for, at man kan tage højde for disse forskelle. Det mest fornuftige er at lade borgerne i Thyborøn finde ud af, hvordan de vil indrette deres folkeskole. Eleverne skal naturligvis lære at skrive og regne, men vi kan ikke forvente, at ledere påtager sig et ansvar, hvis de ikke får tilstrækkeligt rum til at lede. Vi må så acceptere, at der bliver forskel på skolerne«.

»Hvis jeg bare skal slå op i et cirkulære med regler, mister jeg både evnen og lysten til at lede. Så oplever jeg ikke mig selv som leder, men som administrator, og det samme gør lærerne. Hvis man som leder skal påtage sig et ansvar, så skal man også have mulighed for at bruge det«, siger Christian Nissen.