Anmeldelse

Allemands datter

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Der er grund til at ønske Gerd Rindel tillykke med "Allemands datter". Det er en sammenhængende roman, hvor form og indhold spiller godt sammen. Romanen har en faderløs pige i hovedrollen, der bliver kaldt Marie, og som vokser op i et lille fiskerleje i Nordsjælland engang i 1700-tallet. Hun lever i allerstørste fattigdom og armod, men hun har en gevaldig drive i sig, som gør, at hun på et tidspunkt opsøger sin moster, som bor på en nærliggende herregård, med det håb at få et bedre liv.

Det er på herregården - Frydenlund - den virkelige handling udspiller sig. Indehaveren af herregården er Carl Adolf Boheman. Forfatteren pointerer, at Carl Adolf Boheman er en historisk og autentisk person, og at hun har ladet sig inspirere af historiske begivenheder i arbejdet med romanen, men at handlingen og de øvrige figurer er fiktion. Denne oplysning gør, at det kan diskuteres, om romanen er en historisk roman, for det fiktive forløb omkring hovedpersonen Marie og hendes liv er af sådan en fylde, at den autentiske Carl Adolf Boheman ikke fremstår som hovedaktøren i romanen.

Denne oplysning er vigtig set i en undervisningssammenhæng, da eleverne bør kunne skelne mellem faktion og fiktion. Samtidig kan oplysningen også give grobund for en god litteratursamtale om romanen.

Romanen kan derfor anbefales til frilæsning for de elever i folkeskolens 6.-9. klasse, som har interesse i at læse om en svunden tid. Romanen kan også bruges i undervisningen, men læreren bør overveje, hvordan det historiske aspekt kommer bedst muligt i spil.