Inden for den politologiske teori forklares evalueringsbølgen med, at der er opstået en såkaldt informationsasymmetri mellem dem, der bevilger pengene, og dem, der løser opgaven i praksis.

Der er derfor behov for en højere grad af symmetri, som blandt andet skal etableres gennem en øget dokumentation af, hvad der foregår i praksis. Men bag overskriften gemmer sig en bekymring over, om vi i vores iver for at dokumentere snart sagt alle offentlige ydelser kommer til at producere en masse beskrivelser, som måske ikke kan bruges til noget som helst, eller som i værste fald kan misbruges eller afspore.

Anledningen er den seneste ændring af folkeskoleloven. Der er også i nærværende blad viet megen opmærksomhed til lovændringen. Især har der været fokus på indførelsen af de obligatoriske nationale test og på elevplaner. Begge dele kan sagtens skrives ind i behovet for øget dokumentation. Men ét forhold i den seneste lovændring har fået forbløffende lidt opmærksomhed. Nemlig paragraf 40 a, der handler om kommunalbestyrelsens nye og særdeles aktive rolle. Jeg har tidligere også på denne plads givet udtryk for, at det kommunale niveaus rolle i skoleudviklingen lod en del tilbage at ønske, og at opfølgningsindsatsen har været mildest talt ujævn - senest dokumenteret i en rapport fra Danmarks Evalueringsinstitut fra 2004 om det kommunale tilsyn. Så derfor kan jeg ikke have noget imod, at man lovgivningsmæssigt præciserer rollen.

Når jeg nu alligevel føler trang til at kaste lys på netop denne del af lovændringen, skyldes det for det første, at paragraffen i mine øjne er en historisk usædvanlig skarp angivelse af ikke alene kommunalbestyrelsens ansvar og opgaver, men også hvordan det skal udfyldes. For det andet at hele konceptet med årlig udarbejdelse af kvalitetsrapporter for hver enkelt skole (paragraf 40 a, stykke 1) med efterfølgende offentliggørelse på internettet (paragraf 40 a, stykke 4) i sig rummer kimen til instrumentalistisk tænkning - giv kejseren, hvad kejseren vil have - med udvendige beskrivelser, hvor kvalitetssikringen i almindelighed og kvalitetsudviklingen i særdeleshed kan være svær at identificere. For det tredje at jeg ikke kan lade være med at tænke på, hvordan kommunalbestyrelsen (det må ikke delegeres) kan forholde sig til en sådan mængde af oplysninger, så der oven i købet efterfølgende kan udarbejdes en handlingsplan for de skoler, hvor kvaliteten ikke vurderes er høj nok (paragraf 40 a, stykke 3).

Efter min opfattelse repræsenterer paragraf 40 a et nybrud og kan på godt og ondt danne grundlag for helt nye roller og positioner i skoleudviklingen. Det gælder det politiske niveau, forvaltningen, skolens leder, kommunale konsulenter og ikke mindst lærerne. Jeg kan derfor ikke opfordre nok til, at man ude omkring tager fat på, hvordan man vil håndtere kravet om årlige kvalitetsrapporter, så man ikke bliver »kørt over« af udviklingen uden at have forberedt sig ordentligt.

Det må derfor være på sin plads, at vi også i forbindelse med paragraf 40 a stiller det irriterende spørgsmål, der bør stilles ved alle udviklings- og evalueringstiltag: Fremmer vi det, vi ønsker at fremme med den indsats, vi iværksætter? Og hvis vi ikke gør det, så efterfølgende have modet til at foretage de nødvendige justeringer, så der ikke udvikles en ny praksis, ingen reelt har ønsket.