Sex, facts og følelser

Nogle af drengene bliver fjogede, mens pigerne er meget mere konkrete. Men efterhånden sætter konkurrencementaliteten ind hos alle, når sex-brætspillet først er gået rigtig i gang

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

»Hvor mange legale aborter var der blandt de 15-19-årige i 2003? 2.083 eller 5.083?«

Rikke og Mette kigger lidt på hinanden og bliver enige om at svare 2.083. Svaret er rigtigt, og de kan notere ti point på blokken. Rikke tager terningen og slår igen.

9.c fra Bryndum Skole i Esbjerg er i gang med at spille »Sexløberen«, et brætspil, som handler om sex, facts og følelser. Klassens 22 elever er delt op i fire grupper, som hver især har fået et eksemplar af »Sexløberen«. Eleverne arbejder parvis i grupperne, de svarer på spørgsmål, tegner og holder regnskab med de point, de får tildelt. Deres klasselærer går rundt mellem bordene og hjælper, hvis der er behov for det, men ellers blander hun sig ikke.

Inspiration fra kendte brætspil

Morten Skytte, lærer på Rørkjær Skole i Esbjerg, har sammen med Dennis Kristensen fra Kvaglund Skole, også i Esbjerg, udviklet spillet.

»Vi ville gerne lave noget, som var lidt anderledes. Spillet skulle både være sjovt for eleverne og samtidig give dem viden om emner, der har med sex at gøre«, siger Morten Skytte.

Spillets udseende er inspireret af klassiske brætspil som »Trivial Pursuit« og »Tegn og Gæt«, og mange af spørgsmålene er »lånt« fra forskellige hjemmesider og undersøgelser om unges sexliv.

»Vi har også kigget i Fælles Mål for at se, hvad der skal arbejdes med i sundheds- og seksualundervisningen, og formuleret spørgsmål, som dækker de store klassiske kategorier. Og spillet kan sagtens bruges de næste mange år, for det kan hurtigt opdateres«, fortæller Morten Skytte, som selv har spillet »Sexløberen« med flere af sine klasser.

»Man kan både bruge spillet som noget af det første, når man skal i gang med seksualundervisningen, for at give eleverne et indtryk af, hvad det handler om, og man kan bruge det senere i forløbet, når de er kommet i gang«.

Tegn en trussetyv

Eleverne fra 9.c er efterhånden ved at være varmet godt op. Tre af grupperne består næsten kun af drenge med et par enkelte piger hist og her, mens den sidste er en ren pigegruppe. Nogle af drengene bliver fjogede, når de skal svare på spørgsmål, mens pigerne er meget mere konkrete. Men efterhånden sætter konkurrencementaliteten ind også hos drengene, og alle udfordringer bliver taget alvorligt. Det er for eksempel ingen sag at tegne en trussetyv eller et kondom, men hvordan er det lige, man tegner begrebet glæde?

I pigegruppen diskuterer de, hvad man skal gøre, hvis man er blevet forelsket i to drenge på samme tid. Der er enighed om, at man må finde ud af, hvilken af de to man bedst kan lide, og hvis man ikke kan det, skal man slet ikke være sammen med nogen af drengene.

Svært at tale om følelser

Ifølge Morten Skytte var en af ideerne bag spillet, at det skulle gøre det muligt at kønsopdele klassen.

»Man har tit brug for at kunne dele klassen op, så man kan tale med eleverne i mindre grupper. Og læreren behøver ikke at være med til at spille, så pigerne kan for eksempel spille, mens man taler med drengene, eller omvendt. Men jeg har også gode erfaringer med, at piger og drenge spiller sammen, mens jeg snakker med den anden del af klassen«, siger han.

Ud over at indeholde en masse faktuelle oplysninger giver spillet også eleverne mulighed for at tage stilling til dilemmaer omkring sex og følelser.

»Følelsesdelen er den sværeste at gå til, for mange af eleverne åbner sig ikke i klasseforummet. Der er meget, de ikke har lyst til at fortælle deres lærer. Spillet giver mulighed for at tage hul på nogle af de mere følelsesmæssige sider og diskutere dem indbyrdes«, mener Morten Skytte.

Sjovt og lærerigt

9.c har spillet i mere end en time, og det er ved at være tid til en pause. I de tre blandede grupper er det drenge, der har vundet, mens Mette og Rikke er løbet af med sejren i pigegruppen.

»Jeg synes, at spillet er meget lærerigt, man får mange ting at vide, som man ikke vidste i forvejen. Og man lærer også meget af, at man selv skal tage stilling til de problemer, som bliver præsenteret i spillet«, siger Rikke Lønborg.

Hendes klassekammerat Mette Rask Hansen er enig:

»Det er et rigtig sjovt spil, og de forskellige opgaver gør, at man lærer lidt om det hele«, siger hun.

Pigerne synes ikke, at det er flovt at tale om de forskellige emner i spillet med veninderne, men de tror, det ville have været noget andet, hvis der havde været drenge i deres gruppe. De synes heller ikke, at det er specielt svært at tale med deres klasselærer om sex.

»Hun er jo ikke så gammel, så det er ikke så længe siden, hun var på vores alder. Men det ville nok være anderledes, hvis vi havde en mandlig lærer«, siger Mette.

»Sexløberen« kan spilles af op til otte elever samtidigt, to på hvert hold. Holdene flytter deres brikker rundt på spillepladen og svarer undervejs på forskellige typer spørgsmål. Der findes fem forskellige kategorier: . Generelle spørgsmål om alt fra onani til sexsygdomme . Tegn og Gæt . »50/50«, hvor holdet får et svært spørgsmål med to svarmuligheder . »Duellen«, hvor holdet kan udfordre modstanderne . Cases, hvor flere hold skal komme med forslag til løsninger på forskellige dilemmaer. Hver gang holdet svarer rigtigt, får man point. Man kan enten spille på tid eller til et på forhånd aftalt antal point. Det betyder, at spillet kan bruges i en almindelig time på 45 minutter. Spillet er målrettet 8.-10. klasse, men kan bruges allerede i 7. klasse.Esbjerg Kommune nedsatte sidste år en arbejdsgruppe bestående af fem lærere, som skulle komme med ideer til seksualundervisningen. Baggrunden var en omfattende debat i medierne om den generelle kvalitet af seksualundervisningen. Arbejdsgruppens ideer resulterede ud over »Sexløberen« i folderen »Inspiration til sexualundervisning«, som giver anbefalinger til tidssvarende undervisningsmaterialer og en temadag for elever i kommunens 9.-klasser, hvor de deltager i forskellige workshopper, blandt andet om prævention og sexsygdomme. Ifølge Sex og Samfund er der et stort behov for undervisningsmateriale om emnet. Det materiale, der allerede findes, skal ofte opdateres grundigt for at kunne anvendes. De hilser derfor Esbjerg Kommunes initiativ velkommen. På www.bedreseksualundervisning.dk kan man finde yderligere inspiration og materialer til seksualundervisning.»Det er en anderledes og meget brugbar viden, der kommer frem i dette spil, hvor der er rig mulighed for at diskutere holdninger og følelser i forbindelse med sex og seksualitet« Heidi Friborg Christophersen i sin anmeldelse af »Sexløberen« i Folkeskolen. Hele anmeldelsen kan læses på folkeskolen.dk