Folkeskolens leder:

Klarhed, tak

Mobning.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Danmark har fået et 'clearinghouse' - en institution, der skal skabe klarhed for lærerne ved at fortælle dem, hvilke undervisningsmetoder der forskningsmæssigt har bevist deres virkning. Og lige nu er der skrigende behov for klarhed:

Gennem de seneste år har folkekravet om, at lærerne forebygger og griber ind over for mobning, lydt stadig højere. Alt for mange børn udsættes for mobning, og lærerne gør ikke noget, fortæller medierne. Men rundt om i hele Danmark tager lærerne fat, og de kan vælge mellem stribevis af »metoder«. For et par år siden blev »Mobbenøglen« endda stillet gratis til rådighed. Problemet var bare, at hvis kun én elev i en klasse blev mobbet, så frikendte systemet klassen for mobningsproblemer. I sidste uge kunne lærerne se psykolog Helle Høiby i tv-spots for Danmarks Radios »Attention mobning«-kampagne, samtidig med at de i søndags-Politiken kunne læse, at hendes metode, klassemødet, får børnene til at græde. Klassemødet nævnes midt i en artikel om, at metoder kendt fra psykoterapien trækkes ind i skolen og i virkeligheden fremmer udstødning og mobning i stedet for at bekæmpe det. Og trods det ekstreme pres, der er lagt på folkeskolen for at komme mobningen til livs, så taler avisens leder om en »selvbestaltet modebølge«.

Så mens eksperterne skændes i avisernes spalter, ser forældrene rystede til, og lærerne lades i stikken. For selvfølgelig kan lærere med de psykologikompetencer, de har fået gennem uddannelsen, og deres personlige kendskab til de børn, de underviser, godt vurdere, hvordan de bedst skal takle problemer med mobning. Men det er nu engang betydeligt mindre risikabelt at afprøve forskellige matematiksystemer og forskellige metoder til den første engelskindlæring i sin 3. klasse, end det er at afprøve forskellige metoder til at forebygge og bekæmpe mobning. Dansk Center for Undervisningsmiljø har - vel belært af den kritik, der haglede ned over Mobbenøglen - opgivet at tage stilling og har udsendt en håndbog med 42 forskellige metoder, som alle sammen er afprøvet ude i virkeligheden og har vist sig brugbare for de lærere, som fortæller om dem i bogen. Men heriblandt er også nogle af de metoder, som eksperter nu i medierne hævder kun bør bruges af uddannede psykologer.

Så hvis et clearinghouse vitterlig er i stand til at agere pædagogisk overdommer, så er her en opgave, der bør stå øverst på listen. For det værste, der kan ske, er, at lærerne giver op af frygt for at gøre det forkerte.

kra