Da jeg fik bogen "Et nyt Sydafrika" i hånden, kom jeg til at tænke på den forsoningslinje, Nelson Mandela lagde ud med, da han var blevet valgt til præsident. Til indsættelsesceremonien havde han inviteret de fangevogtere med, der havde vogtet over ham i de 27 år, han sad fængslet; senere inviterede han selveste fru Verwoerd til te.

Det er stort tænkt af en mand, der forståeligt nok kunne have været fuld af had, bitterhed og hævntørst. Nu er spørgsmålet så, om denne positive indledning til det nye Sydafrika er fulgt op. Både ja og nej.

Sharpeville-massakren, som mange stadig har i uhyggeligt klar erindring, kunne være svær at tilgive. Ikke desto mindre blev Sandheds- og Forsoningskommissionen oprettet i 1995 af Desmond Tutu. Der blev lovet amnesti, hvis blot sandheden kom for en dag.

Men ændringerne foregår ikke over en nat, de tager formentlig en generations tid, og bogen giver da også et klart indblik i de problemer, landet står over for i denne forvandlingens fase.

"Et nyt Sydafrika" er en forholdsvis lille bog, men med megen vægt, og effekten er stor, ikke mindst på grund af det meget læseværdige layout og de velvalgte illustrationer.

Omslaget på bogen er en god æstetisk indgang til et alvorligt og vedkommende emne. Øverste del af illustrationen viser det gryende lys over bjergene, og nederst ses det nye Sydafrikas fremtid, nemlig børnene - sorte og hvide afrikanere.

"Et nyt Sydafrika" er faktuel og vederhæftig i sin fremstilling og skal formentlig redigeres, når en positiv udvikling i Sydafrika er slået rigtigt igennem.