Når Lotte Lange som formand for DLF's faglige udvalg (ifølge kongresreportagen her i bladet) taler om ovenstående som reel mulighed, må hun og andre erindre, hvordan det gik i 80'erne med Dansk Metals ja til egenfinansiering af pensionen. Dengang var folkepensionen fælles grundlag for den tredje alder og forholdsvis homogen. I dag kan vi blandt andet bryste os af at have investeret mange overenskomstkroner i en ordning, der på det punkt har skabt ulighed.

Mange privatansatte har ikke de lukrative udsigter til deres tredje alder, som vi lærere har. Og med en folkepension, der virker mere af navn end af gavn, bør vi takke vores medlemsfinansierede interesseorganisation for, at vores fremtidige pension er blandt de bedste i landet.

Men tilbage til ansvarligheden, som Lotte Lange nævnte på kongressen. Det er rigtigt, at vi bliver nødt til at forholde os til det, men det er en opgave, der indebærer et simpelt spørgsmål: Hvem skal man være ansvarlig over for? Forhandlingsmodparten eller medlemmerne? En forhandlingsmodpart, der under de kommunale budgetforhandlinger beskylder DLF for urent trav - og som smøler, så det gør noget, med arbejdstidsaftalen.

Nej, den ansvarlighed, Lotte Lange bør føle, skal rettes mod foreningens medlemmer.

Men nu kan det jo være, vi generelt mangler indspark om, hvad vi overforbrugsramte lærere skulle ønske og ikke ønske ved de kommende overenskomster.

- Vi ønsker ikke en procentvis stigning af vores løn, men derimod en reallønssikring, der hindrer udhuling af lønnen, inden den kommer til udbetaling.

- Vi ønsker en etårig overenskomstperiode, dog med option på, at visse elementer kan forlænges.

Disse to simple krav skulle føre foreningen fra en defensiv indgang til forhandlingsbordet til en mere offensiv. Vi er for ofte blevet Sorteper i spillet om fortjenesten af vores arbejde og værdien af det.

Sådan udviser vores forening ansvarlighed over for medlemmerne. Det er os, der finansierer den. Men vi skal ikke finansiere vores egen efter- og videreuddannelse.