I midten af august blev der i flere medier rejst en debat om størrelsen på formandslønninger i en række store fagforeninger for offentligt ansatte. I flere af forbundene ligger formandslønnen, inklusive honorarer, på over 1,5 millioner kroner.

Debatten blev rejst, fordi en sygeplejerske er forarget over, at formanden for Dansk Sygeplejeråd (DSR) får så meget i løn, og medlemmet frygter, at det skader fagbevægelsens image og anseelse i forhold til både offentligheden og medlemmerne.

Hun ønsker derfor, at kongressen i DSR skal debattere størrelsen på lønnen, og hvad formandshonorarerne skal gå til.

DLF-formandens løn er på 1,58 millioner kroner årligt. Formanden for Danmarks Lærerforening får den ene million i fast løn. Dertil kommer pension og to eksterne honorarer. Retningslinjerne for lønnens størrelse er vedtaget på vores kongres, så det er selvfølgelig fulgt legitimt, at lønnen har det nuværende niveau. Jeg vil dog alligevel tillade mig at starte debatten og spørge, om lønnens størrelse kan øge skellet og afstanden mellem ledelsen og de almindelige medlemmer og i sidste ende føre til, at vi alle får en svagere fagforening?