Anmeldelse

Jul

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Juletiden er til fællesskaber, men for de elever på mellemtrinet, der bare ikke kan få nok af højtiden, dens traditioner, myter og legender, er der lejlighed til selvstændig fordybelse i denne fine og stemningsfulde bog. Seriebetegnelsen "De store fagbøger" går mest på formatet, knap A4, men på de 48 sider er der faktisk blevet plads til ganske mange gode artikler. Brudfladen mellem kristendommen og folketroen er temmelig grundigt behandlet. Læseren hører om juleevangeliet, adventskransens indførelse, den importerede Lucia-skik og juletræets historie. Om djævletro og almuens noget løsslupne julestuer. Og om biskoppen fra Myra, der af den katolske kirke fik frataget sin helgenstatus, da han tog job som julemand hos Coca-Cola. Gode faktabokse, for eksempel om hver af juledagenes betydning, teksten til Luciavisen og en oversigt over, hvor forbasket sjældent vi har hvid jul på vore breddegrader.

Historierne er vel fortalt, sproget passende for aldersgruppen og illustrationerne fortrinlige. Blot synd, at der kun sporadisk er oplysninger om ophavet til dem, så eleverne med lærerens hjælp kan gå nærmere ind i de enkelte fine billeder. Sådan noget kunne forlaget godt lægge ind på en hjemmeside.