Med eller uden d?

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Danskerne er blevet dårligere til at stave. Det gælder også de lærerstuderende, og derfor bør der lægges mere vægt på retstavning og kommatering i den nye læreruddannelse. Lektor Merete Brudholm, Holbæk Seminarium, mener, at der er for lidt fokus på problemet.

Hvor mange af dine studerende har svært ved at stave?

»Det er meget forskelligt, det skifter næsten fra hold til hold. De ældre studerende staver generelt bedre end de yngre, men der er altid nogle, for hvem stavning er et problem. Jeg tror, man skal tage det lidt mere alvorligt, end man hidtil har gjort. Som jeg har oplevet det igennem de sidste ti år, så kommer de studerende generelt med et meget lavt indgangsniveau. Så der er noget at tage fat på«.

Hvad er det for nogle fejl, de typisk laver?

»Det er sådan nogle fuldstændig generelle grammatiske fejl, såsom at man tager fejl af den lange tillægsform og navneordenes form i flertal, for eksempel løbende og løbene. Skal der være d eller ikke d? Og det er rigtigt galt med nutids-r'et. Der er også problemer med dobbeltkonsonanter og stumme bogstaver. Det er egentlig de samme fejl, som du kan konstatere i folkeskolen«.

Hvad har I gjort ved det på Holbæk Seminarium?

»De sidste to-tre år har vi haft nogle lærere, som har taget sig særligt af de studerende, som synes, de har problemer med retskrivning, sproglig formulering og opgaveskrivning. Dem har vi givet et særligt intensivt kursus«.

sil@dlf.org

Powered by Labrador CMS