Anmeldelse

Leg, musik & bevægelse

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

En oplysnings- og inspirationsfilm for alle, der arbejder med børn i alderen et-otte år.

På de to dvd'er findes i alt 49 filmsekvenser, hvor Lotte Kærså underviser børn i forskellige aldre. Materialet er opbygget således, at de første filmklip er med de et-toårige, de næste med de to-treårige og så videre.

Kærsås undervisning følger denne aldersprogression meget fornemt med en udpræget forståelse for, dels hvad børn på de enkelte alderstrin kan klare, dels hvad de kan lide, og ikke mindst hvor styrende en rolle hun selv skal påtage sig. De syv-otteårige kan i virkeligheden stå for en stor del af de forskellige lege og øvelser selv.

Undervisere i musik både inden for målgruppen og for større børn kan finde stor inspiration i at opleve Kærsås kvalificerede fremtræden; et menneske, der vil noget med sin undervisning og er i stand til at arbejde hen imod målet.

Undervisningen er båret af stor glæde over musikken og børnene og et stort blik for detaljen, hvad enten det drejer sig om musikalske helheder eller en pudsig indskydelse fra et af børnene.

Materialet er også inspirerende i kraft af beskrivelsen af børns kompetencer, nødvendigheden af leg og vigtigheden af at prioritere bevægelse og musik. På få sider i hæftet kan vi læse om sanseintegration, improvisation og selvvirksomhed og ikke mindst om at møde børnene dér, hvor de er.

Sidst, men ikke mindst, er udgivelsen en markering af Kærsås fremtrædende position i musikpædagogikken, og også betragtet i dét lys er det en væsentlig udgivelse.