Debat

Lad os sammen »spinne«

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hvor er min fagforening? Hvad går mine kontingentpenge til? Et ugentligt fagblad - eller hvad? Det er på høje tid, at DLF lader sig inspirere af for eksempel BUPL, der formår at komme igennem med sine budskaber i medierne, og det er efter min mening den eneste farbare vej frem, hvis vi skal have den offentlige opinion med os og ikke imod os, hvilket vi absolut ikke får ved mere eller mindre stiltiende at acceptere forringelser i og omkring landets kommunale skoler. Det kræver professionelt spin. Forældre blokerer daginstitutioner, men hvorfor ikke skoler? I Brøndby Kommune er der siden 2001, hvis man skal tro min lokale kreds' seneste årsberetning, forsvundet hen ved 80 lærerstillinger, uden at elevtallet er blevet tilsvarende lavere, eller forældrenes forventninger og politikernes krav er mindsket. Tværtimod. Så samtidig med at skolen skal være stadig mere rummelig, og der forventes og kræves mere og mere af den enkelte lærer, så er der altså de sidste fire-fem år løbende blevet skåret i deletimer, specialundervisning, sprogstøtte med mere, samtidig med at alle skal løbe stærkere. Hvornår er nok nok? Og hvornår bliver vores forening klogere? Ansæt dog en eller flere kompetente, målrettede og seriøse spindoktorer. Og hvis der ikke er penge nok, så lad dog Folkeskolen udkomme hver 14. dag, en gang om måneden, kvartalsvist eller hvert halve år for den sags skyld. Eller forklar mig, hvad i alverden de mange månedlige millioner af kontingentkroner går til, og hvorfor man prioriterer, som man prioriterer.

Svar

Kære Jørgen Møller og Kenneth Ziersen.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Tak for jeres indspark til diskussionen om, hvordan vi styrker vores kommunikationsindsats. Det er helt rigtigt, at de massive aktioner på daginstitutionsområdet har givet BUPL stor gennemslagskraft i medierne. Det skal vi ikke konkurrere med, men glæde os over, at der gennem debatten er kommet fokus på den principielle problemstilling, at det offentlige har en langt lavere vækst end det private. På længere sigt vil det medføre en afgørende ændring af det danske samfund, som beskæftigelsesministeren har udtrykt det. Stadig flere vil bruge en del af de forøgede forbrugsmuligheder til at vælge et andet tilbud end det offentlige velfærdstilbud. Det vil få afgørende betydning for eksempelvis folkeskolen. At Danmarks Lærerforening ikke har været helt usynlig i debatten, viser det faktum, at et af regeringspartierne har fundet det nødvendigt at købe annoncer, hvor man angriber foreningens troværdighed. På den måde forsøger politikerne at undgå diskussionen om de langsigtede konsekvenser for velfærdssamfundet. Vores tal er naturligvis troværdige, fordi de bygger på de budgetudspil, kommunerne har sendt til høring. Vi havde en enkelt fejl, som vi rettede, samme dag tallene blev offentliggjort. Det er meget vigtigt, at vores troværdighed altid er intakt. Derfor skal vi heller ikke forfalde til letkøbte spindoktor-skabte billeder og slogans. Det har vi ikke - og får aldrig - styrken til. Men vi skal konstant vurdere, hvordan vi kan styrke vores kommunikationsindsats. Det gør vi blandt andet nu ved at ansætte en kommunikationschef.

Et væsentligt element i vores kommunikationsstrategi bliver at vise, hvordan udviklingen påvirker den helt konkrete situation ude i klasseværelset. I forhold til den opgave er det en uvurderlig hjælp, når medlemmerne selv giver deres besyv med. Forårets mange aktiviteter i forhold til folkeskoleforliget gav en omfattende presseomtale. Ganske vist ændrede vi ikke forliget, men vi har skabt fokus på de problemer, forliget medfører. Vi skal fastholde dette fokus, og i den forbindelse har vi også brug for, at virkeligheden i klasselokalet bliver udgangspunktet.

DLF skal konstant forsøge at kvalificere kommunikationsindsatsen. Jeg håber, medlemmerne vil hjælpe os.

Anders Bondo Christensen, formand for DLF