Efteruddannelse som del af overenskomsten?

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hovedstyrelsen overvejer, om ret til efteruddannelse skal være en del af og medfinansieres af overenskomsten. Det sagde formand for fagligt udvalg Lotte Lange i sit oplæg til kongressen.

En årsag er, at regeringen med trepartsdrøftelserne om voksen- og efteruddannelse generelt har sat vilkårene for efteruddannelse i spil.

»Som ansvarlig organisation er vi selvfølgelig nødt til at forholde os til, hvordan vi skal tackle denne udfordring. Retten til efteruddannelse er også afgørende for, at lærerne kan udvikle og fastholde de kvalifikationer, som lærerprofessionen kræver«, sagde hun.

Det fik et par talere frem.

»Jeg stemmer for forslaget (resolutionen »Gør en god skole bedre«. Redaktionen). Men om et år går jeg ikke ind for at bruge overenskomstmidler til efteruddannelse, når vi opstiller vores overenskomstkrav«, sagde Flemming Ernst fra Hvidovre.

Hovedstyrelsesmedlem Peter Hess-Nielsen sagde også, at han gik ind for hovedstyrelsens forslag, men at det ikke betyder, at der er carte blanche til at bruge overenskomstmidler til efteruddannelse.

»Vi fastholder, at det hedder efter- og videreuddannelse, ikke kompetenceudvikling. For dér skal man som regel selv betale, og så er det heller ikke så vidtgående«, sagde Peter Hess.

Gør en god skole bedre

Danmarks Lærerforening opfordrer KL til samarbejde, så ambitionen om at gøre en god skole bedre kan realiseres

Det er en ambition for Danmarks Lærerforening at medvirke til at gøre en god skole bedre. En skole, hvor faglighed, kreativitet og samarbejde forbereder eleverne på fremtidens udfordringer.

Denne ambition kan kun indfries, hvis lærernes engagement sikres med gode og inspirerende arbejdsvilkår.

Det kræver:

. At lærerne har det professionelle ansvar for undervisningen inden for de fastsatte mål og rammer, så undervisningen kan tilrettelægges og tilpasses elevernes alsidige og personlige udvikling.

. At alle lærere skal have del i efter- og videreuddannelse for løbende at udvikle deres pædagogiske og faglige kompetencer.

. At skolernes faglige miljøer styrkes, så lærerne har mulighed for vejledning og sparring inden for alle skolens fag og områder.

. At den pædagogiske ledelse på skolerne styrkes, så ledelsen i langt højere grad har mulighed for i dialog og samarbejde med medarbejderne at skabe retning og helhedsforståelse for skolens udvikling.

Danmarks Lærerforening opfordrer derfor KL til at indgå i et konstruktivt samarbejde, så ambitionen om at gøre en god skole bedre kan realiseres i en lokalt forankret folkeskole.

Powered by Labrador CMS