Anmeldelse

Zebra og venner

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Pia Harritz' bog "Zebra og venner" er en bog med tolv små fortællinger om tre gode venners oplevelser. De tre venner er på forskellige ture sammen. Det kan være en tur på stranden, en tur i zoologisk have og så videre. Det er let genkendelige oplevelser fra børnenes egen verden.

Hvert kapitel begynder efter samme skabelon. Zebra vågner, og derefter kommer vennerne Djævel og Pingvin. Derefter finder de tre venner på noget at lave, og det kan være meget forskelligt.

Bogen er en oplæsningsbog. Det er den af flere grunde, dels er målgruppen de alleryngste elever i folkeskolen, herunder eleverne i børnehaveklassen, dels er der så mange replikker i teksten, at elever vil have meget svært ved selv at læse den og samtidig forholde sig til indholdet.

Læreren, som vælger at læse bogen op, kan med fordel "øve" sig inden oplæsningen, så hvert af dyrene en fugl, en pingvin og en zebra kan få hver sin stemme, for så mange replikker er der i teksten.

De yngste elever i folkeskolen vil sikkert kunne more sig over bogen, fordi hændelserne er oplevelser, som de sikkert kan huske, at de også selv har haft. Voksne får et indblik i en morsom barneverden set fra en uskyldig vinkel.

De meget fine illustrationer af Siri Melchior giver bogen kvalitet. Man kan virkelig tale om, at billederne understøtter teksten. Teksten ville aldrig selv kunne stå alene, så det er utrolig vigtigt for bogens anvendelse, at illustrationerne er så levende.

Powered by Labrador CMS