Anmeldelse

Skolekultur - mediekultur

- modspil eller medspil?

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Birgitte Tufte er en af landets kyndigste folk på området børn, skole og medier og opdaterer med mellemrum os lærere på mediefeltet (film, video, lyd og it).

Denne gang har hun været i Københavns omegn med en kollega og undersøge MIT-brugen (det vil sige brugen af medie og it) blandt 100 lærere og mange børn i folkeskolerne. Undersøgelserne er yderst lærerrelevante, blandt andet fordi det viser sig, at børn stadig er foran deres voksne i mediebrugen, se citatet side 48: "En dreng på 13 kommer ind på lærerværelset. Ovre i hjørnet sidder en midaldrende lærer og skriver på en elektrisk skrivemaskine. Drengen siger: 'Neej, hvor smart! Den skriver direkte!'"

Bogen argumenterer stærkt for, at man ikke kan nøjes med at bruge medierne som informationskilde og analysere disse, men også må kende til produktion, for at der kan "udvikles en erfaringsrelatering, der kan kvalificere forholdet mellem mediebrug, medieproduktion og medieanalyse" (side 49). Der skal altså arbejdes med begge ender af mediebilledet, før det fulde udbytte kan opnås.

At arbejde med både produktion og analyse er noget, som lærere må klare, selvom jeg må indrømme, at det bliver stedse mere op ad bakke i sirup, fordi de nye læseplaner fylder så meget reproduktivt stof på (det kan nemt testes), at kreativiteten får trange kår. Eksempel: Fælles Mål for faget billedkunst opstiller 28 trinmål efter 3.-5. klasse. Ved at opregne tid til faget opdager man, at der gennemsnitligt er knap seks en halv time til rådighed til for eksempel at lære at "udtrykke sig i forskellige former for levende billeder, først og fremmest video" (Faghæfte 8, side 14). Dette skal så kombineres med, at der stadig er lærere, som betragter MIT-området med en vis ængstelse. Dette skyldes også, at uddannelse på området er svær at få og dyr at købe for fattige kommuner.

Bogen afsluttes med en ajourført oversigt over børns mediebrug i fritiden, og så gives der et bud på, hvordan denne "mediernes parallelle skole" kan være en flot del af børnekulturen, hvis skolen kan se sin opgave her og benytte børnenes kvalifikationer som et springbræt for en ny mediepædagogik.

Jeg vil godt slå til lyd for, at denne bog bruges på lærerværelserne som basis for en kvalificeret snak/studiekreds. Både af hensyn til en lærerindsats på det tekniske og mediepædagogiske område og af hensyn til den fortsatte skoleudvikling, men også fordi bogen påpeger nogle problemer i lærersamarbejdet, som området åbenbart kan medføre. Hvordan kan "nørden" hjælpe den tøvende uden at sætte dagsorden for vedkommende, hvis der bare bedes om et knapkursus - eller omvendt?

Vi skal være fælles om at formulere dagsordener for ytringsfriheden, og det er jo egentlig det, denne bog handler om.

Powered by Labrador CMS