En mistillidskultur har lejret sig som en sødligt duftende men giftig gassky over samfundet, sagde Jørgen Carlsen

Tåge over samfundet

Managementkulturen har inficeret Danmark - og resten af verden, mener højskoleforstander Jørgen Carlsen, der var indbudt taler på Danmarks Lærerforenings kongres.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Vi lever i en mistillidskultur. Både når det gælder pædagogik, og når det gælder alt muligt andet. Og denne mistilidskultur har lejret sig som en sødligt duftende men giftig gassky over det meste af samfundet.

Så hårde var ordene fra talerstolen, da kongressens gæst, forstander for Testrup Højskole, Jørgen Carlsen, talte.

Han talte om managementkulturen, der har inficeret hele det danske samfund - og hele resten af verden. Om kompetenceudvikling. Om det menneskesyn, der - sat på spidsen - mener, at et menneskes værdi er lig med dets markedsværdi.

"Globaliseringsrådet består af en række håndplukkede tunge erhvervsfolk, organisationsfolk, et par økonomiske vismænd, en enkelt pædagogisk letmatros og en håndfuld ministre med statsministeren for bordenden. Altså et højst officielt organ af beslutningstagere, hvis indstillinger er ophøjet til regeringens politik. Og regeringens mål proklameres i flammeskrift: 'Danmark skal i 2015 være verdens mest konkurrencedygtige samfund'. Umisforståelig tale. Vi skal ikke bare være dygtige og gode, vi skal ikke nøjes med at være verdenselite, vi skal helt til tops. Vi skal simpelt hen være de bedste", sagde Jørgen Carlsen.

"De bedste til hvad, kunne man spørge. De bedste til at rage til os - til at tjene penge. Vi skal være verdensmestre i økonomisk vækst. Det er det mål, vi hver dag bør stræbe efter at nærme os. Husk det nu, kære lærer, når du står ud af sengen om morgenen!"

"Hele det danske samfund ser ud til at blive underkastet et massivt præstationspres. Hvis én skulle snige sig til at slappe af og leve livet for livets egen skyld, er det for egen regning. Hvis mange gør det for tit, bliver vi overhalet i globaliseringskapløbet".

Uforbeholden tillid

Jørgen Carlsen fortalte om undervisningsminister Jørgen Jørgensen, der sidst i halvtredserne var inviteret til kongres, hvor lærerne diskuterede pædagogik. Hvad var den rigtige pædagogik, blev ministeren spurgt, og han svarede, at det var at gå løs på virkeligheden med de talenter, man var i besiddelse af.

"Han prøvede ikke at kanonisere én bestemt pædagogisk metode, men sagde, at lærere er forskellige, og at der ikke er en standardiseret manual for lærernes undervisning. Og så gav han hele den samlede lærerstand en uforbeholden tillidserklæring. 'Gør I, som I nu finder bedst'. Dét var tider. Der er langt fra dette til dagens virkelighed. Man kan spørge sig selv, om det er det samme land eller den samme planet, vi befinder os på".

"Der er sket et kulturskifte, som er i færd med at omorganisere det danske samfund eftertrykkeligt. Vi bevæger os fra en forsynskultur til en eftersynskultur. Hvis man ikke længere tror på forsynet, hvis man ikke nærer tillid til de mennesker, der er sat til at udføre en bestemt opgave. Ja, så er der kun eftersynet tilbage. Og det er dét, der er sket med Danmark de senere år".

Hvad vil vi med mennesket, spurgte Jørgen Carlsen. Eller hvad drejer menneskelivet sig egentlig om? Han talte om, at Globaliseringsrådets rapport ikke burde hedde 'Fremgang, fornyelse og tryghed' men i stedet 'Danmark på speed', fordi vi er på vej ind i et nationalt misbrugsproblem. Vi drøner af sted, bliver stressede og er på vej til at misbruge livsmulighederne.

"Hele samfundet er underlagt moderne managementtankegang. Spørg den nyuddannede børnehavepædagog hvad formålet er, og hun vil svare: at fremme børnenes kompetenceudvikling. Der er én dagsorden for hele Danmark".

Formand for DLF, Anders Bondo, takkede for talen og sagde, at han godt kunne se tågen, der ligger over os, og at han ville bestræbe sig på at luge ud i nogle af sine ord, når han de kommende dage gik på talerstolen, så tågen ikke blev for udbredt.

Powered by Labrador CMS