Anmeldelse

505 sprogøvelser

- i dansk stavning, komma og grammatik

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hedder det ad eller af, de eller dem eller nogen eller nogle? Denne bog giver mulighed for at få testet sin viden i helt nøjagtig 505 sprogøvelser - og vigtigst af alt: Bogen rummer en facitliste, der hurtigt afklarer eventuelle huller.

Som bruger af bogen er det vigtigt at vide, at den ikke indeholder teoretiske forklaringer, som man indimellem godt kan mangle. Meningen er, at man skal besvare spørgsmålene ved afkrydsning i bogen og anvende facitlisten. For supplerende hjælp henviser forfatteren til øvrige udgivelser: "Kunsten at stave", "Den nødvendige grammatik" og "Fagsprog og videnssprog".

Bogen er inddelt i fem kapitler med fortløbende nummererede opgaver, der gør retningen overskuelig. Første kapitel indeholder, ud over de i indledningen nævnte eksempler, opgaver i korrekt brug af højest og højst og ligge og lægge. Andet kapitel omhandler opgaver i forkortelser. Tredje kapitel drejer sig om brugen af komma, med eller uden komma foran ledsætninger. Fjerde kapitel byder på ordklasseøvelser, sætningsledsanalyse og opgaver i at lære at skelne mellem helsætninger og ledsætninger. Sidste kapitel har tre korte tekster, hvor man kan gå på jagt efter forskellige fejltyper og teste sin viden i hensigtsmæssigt formidlingssprog.

En nyttig og fint struktureret brugsbog, der i kombination med øvrigt teoretisk materiale kan anbefales i 7.-10. klasse.

Powered by Labrador CMS