Fri os for indoktrinering, tak

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Dansk Folkepartis Ungdom (DFU) har søsat en kampagne mod indoktrinering i skolen. Kampagnen har navnet »Meld din lærer« og opfordrer elever i hele landet til at skrive ind med eksempler på lærere, som har forsøgt at påvirke deres elevers holdninger.

Hvorfor har I startet kampagnen?

»Vi har fået flere henvendelser fra medlemmer, som føler, at Dansk Folkeparti og de selv, i kraft af at de sympatiserer med Dansk Folkeparti, ikke bliver behandlet ligesom alle mulige andre i folkeskolen«, fortæller landsformanden for DFU, Kenneth Kristensen.

Kan du give mig nogle konkrete eksempler?

»Vi har oplevet et medlem i Århus, hvis karakterer pludselig begyndte at falde bemærkelsesværdigt i flere forskellige fag, efter at det var kommet frem, at hun var medlem af Dansk Folkeparti. Vi har også nogle, som har oplevet, at lærere har været ude efter dem med syrlige bemærkninger om deres politiske tilhørsforhold. Og så har vi de mere almindelige eksempler, som handler om, at lærere gør sig lystige på bekostning af Dansk Folkeparti«.

Hvordan kan I være sikre på, at de, som klager, ikke bare har et horn i siden på deres lærer?

»Det kan vi heller ikke, men vi bliver nødt til at sige det sådan, at hvis man skal tage lærernes ord for pålydende, så må man også tage den enkelte elevs ord for pålydende. Jeg har altid været tilhænger af, at eleverne evaluerer lærernes indsats, lige såvel som lærerne evaluerer elevernes«.

sil@dlf.org

Powered by Labrador CMS