Det er vidunderligt i et lille sprogområde som vores, at danske forlag vil bruge resurser og energi på oversættelse og bearbejdelse af udenlandsk faglitteratur. Til tider sidder man alligevel med fornemmelse af, at en udgivelse mere eller mindre er skudt forbi. Sådan er det lidt med Werner Jank og Hilbert Meyers tyske almendidaktik "Didaktische Modelle". Den både rammer og ikke-rammer.

"I 'Didaktiske modeller' søger forfatterne at tegne et billede af vigtige didaktiske strømninger, der har præget tysk pædagogik efter anden verdenskrig. Det er strømninger, der også har haft stor indflydelse på den danske skole- og læreruddannelsesvirkelighed", hedder det forklarende i det danske forord. Jo, men meget andet har nu også haft stor indflydelse i danske sammenhænge. Når navne som Bloom, Dewey og Bruner er helt fraværende eller perifert omtalt en enkelt gang, når skandinaviske bidrag ikke er der, og når selv et tysk gudenavn i Danmark, Thomas Ziehe, ikke eksisterer, så er det i hvert fald ikke en udpræget dansk udvikling, vi diskuterer.

Dette er en tysk didaktikbog baseret på udvalgt tysk teori.

Det er imidlertid en sympatisk tysk didaktikbog. Med denne forkortede danske udgave - på 320 sider - er det lykkedes oversætteren, Jens Peter Christiansen, at skabe en sammenhængende indholdsstruktur og benytte et elegant, meget læsbart dansk. Han bakker således de tyske forfattere fint op. Deres diskussions- og skrivestil er nemlig ikke ganske konventionel, og de er eksempelvis velgørende nærværende i deres tekster. Formmæssigt tør bogen således på flere måder være en rigtig lærebog. Det gælder også brugen af små klummer med vignetter, citater, konsekvent fremhævede teser og så videre (at bogen fremtræder med et ejendommeligt grafisk miskmask og en æstetik, det ikke er mig forundt at forstå, er en anden sag).

Indholdsmæssigt leverer Jank og Meyer, hvad man - lovlig flot sagt - kan forvente af en grundlæggende didaktikbog, og de er ganske tydelige og direkte omkring begreber som almen didaktik, fagdidaktik og hjælpediscipliner i forhold til hinanden. De etablerer deres eget bud på en regulær didaktisk model, der, som alle andre didaktiske modeller, kan være den professionelle lærers redskab til både planlægning og analyse af undervisning. Og nævnt i flæng er bogens begrebsafklarende indledningskapitler helt i top, ligesom bogens gennemgang og brug af Wolfgang Klafki er forbilledlig.

Jank og Meyers første udgave af didaktikken kom i 1991, og den er revideret flere gange. Den danske oversættelse bygger på en udgave fra 2002, men tyskerne kan ikke med en grundbog være helt fremme i skoene på alle områder efter disse relativt få år. Det er de tydeligvis heller ikke.

"Didaktiske modeller"bliver ikke nogen kioskbasker hverken i læreruddannelsen eller i ambitiøse overskudsteam i skolerne. Men den kan bruges begge steder.