Debat

Grov alternativ propaganda

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Nu har man hørt det med. Måske ligger der en god portion desperation bag en synlig pubertetsplaget »De Alternatives« vilde brøl, denne gang fra Askov (Folkeskolen nummer 35). Lærer Erik Schmidt efterlyser en grundig debat om folkeskolens væsentlige problemer. Og det lader sig da høre. Men gud nåde og trøste den forvorpne sjæl, der vover sig uden for den heksering, inden for hvilken de korrekte væsentligheder befinder sig. En sådan synder rammes ubarmhjertigt af De Alternatives ubændige foragt. En professor i filosofi med rigtige meninger citeres for, at de ubetænksomme, der kunne drømme om at tale for den fagundervisende skole - altså vistnok den skole, hvor fagene er i centrum - besidder et perverst lærersyn. Faglig indlæring for ikke at tale om indlært paratviden tilsværtes som noget instrumentelt goldt videnspjask. Og læreren, der måtte hælde til slige aktiviteter, må altså være pervers, siger filosofiprofessoren. Ja, og som om det ikke var nok, supplerer en psykolog galskaben med en vild påstand om, at de politiske forsøg, der i øjeblikket gøres for at retablere bare en smule af en svunden tids uddannelsesmæssige storhedstid, er, ja tænk engang, den rene og skære fascisme. Jo, deltag blot i debatten om folkeskolen. Men af sikkerhedsgrunde bør man først sikre sig, at man befinder sig helhjertet inden for hekseringen med de rigtige meninger. Ellers vanker der. Og hvordan undgår man så, at vi ender med at få en sobert undervisende folkeskole? Ved at udvise veritabel ulydighed. Man skal ikke gøre, hvad man får besked på. Man skal blæse på, hvad vort demokratiske system beslutter, hvis samme demokratiske system altså ikke retter sig efter, hvad De Alternative mener, at samtlige lærere mener er det rigtige at mene. Må De Alternative aldrig få magt, som de har agt.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Powered by Labrador CMS