I Folkeskolen nummer 37 besværer Mogens Clausen, Glesborg, sig over min anmeldelse af bogen »Terrængående visioner for folkeskolen«. Frem for at læse anmeldelsen har han imidlertid sat sig til at digte videre på mine udsagn med det resultat, at han får dem til at kollidere med sin ønsketænkning omkring lærerrådene som mirakelkur for skolen.

Som man kan læse i anmeldelsen, har jeg ingen holdning til, hvorvidt det vil være en god idé at indføre lærerrådene igen. I mine 22 år som lærer i folkeskolen - hvoraf de fleste faldt før 1993 - oplevede jeg engagement, seriøse diskussioner og beslutninger på lærerrådsmøder på forskellige skoler.

Men jeg oplevede også, hvordan uformelle magtstrukturer på en skole kan lægge sig rundt om et lærerråd og snøre sækken på sådan en måde, at den stærke gruppe var i stand til at dele indflydelse og privilegier, tilsyn, eftertragtede timer og bevillinger af nye undervisningsmaterialer imellem sig. Og det uanset om de dominerende kolleger gik i tweedjakke eller ej.

Du har ret i, at man i de lærerværelser, du og jeg husker hver for sig, altid mødte »instinktiv omsorg for børnene«. Men du har været på en ret usædvanlig skole, hvis du ikke også har mødt lærere, der hellere ville have været noget andet, og som enten flygtede op til den trygge kaffekop, fem minutter før klokken ringede ud, eller lod deres frustrerede humørsyge præge deres omgang med eleverne.

I øvrigt har du også overset, at jeg faktisk roste dit bidrag til bogen.