Anmeldelse

Verden efter 1914

- i dansk perspektiv

Publiceret Senest opdateret
Carl-Johan Bryld har skrevet en aldeles udmærket bog over verdens historie i de sidste knap 100 år. Til trods for at bogen kun er på godt 350 sider, er det lykkedes forfatteren at skrive indsigtsfulde og perspektiverende nedslag omkring de mest skelsættende begivenheder. Carl-Johan Bryld skriver i bogens begyndelse: "I begyndelsen af 1900-tallet var verden mere end nogen sinde før domineret af Europa og USA, altså af den vestlige civilisation". Og det hedder senere: "For de fleste af samtidens vesterlændinge - europæerne og amerikanerne - var det indlysende, at den vestlige civilisation var bedre og højere udviklet end andre civilisationer. Kendsgerningerne viste jo, at alle andre folk måtte vige for de dynamiske europæere og amerikanere". Det senere historiske forløb problematiserer denne selvforståelse på adskillige måder. Europa svækker sin position under første og anden verdenskrig samt under krigene på Balkan i 1990'erne. Noget tilsvarende gælder kommunismens og Sovjetunionens sammenbrud i samme årti. Og USA's mareridt i Vietnam i 1960'erne. Efter anden verdenskrig og frem til midten af 1960'erne mister de europæiske lande deres kolonier i Afrika og Sydøstasien. Den økonomiske ekspansion i lande som Japan, Sydkorea, Taiwan og senest Kina bliver en alvorlig trussel mod Europas og USA's økonomiske verdensherredømme. Al Qaedas angreb på World Trade Center i 2001 og den USA-ledede koalitions besvær med at vinde freden i lande som Afghanistan og Irak viser, at USA's og Europas verdensherredømme i begyndelsen af 2000-tallet er stærkt svækket. Bogen har gode billeder og et godt kortmateriale.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.