»Elevplanerne er en realitet«, siger Lotte Lange, formand for DLF's faglige udvalg, og det har hun ret i. DLF har stærkt og klart fremført argumenter for, at opgaven kræver nye resurser. Ministeriet har ikke lyttet, og DLF har indset, at der nu ikke er meget mere at gøre på det centrale niveau. Vi vil tabe en traditionel konflikt på det foreliggende grundlag.

Ministeriet kræver:

. at alle elever i indeværende skoleår modtager en elevplan

. at elevplanen omfatter alle fag og refererer til alle foretagne test

. at planen refererer indgåede aftaler om forældrenes og elevens medvirken til, at eleven når planens mål

Der forestår nu følgende handlinger:

. Hver enkelt kommunalbestyrelse fastlægger mere præcise mål og rammer

. Hver enkelt skolebestyrelse udarbejder principper på området

. Hvert enkelt pædagogisk råd drøfter den mere konkrete arbejdsgang og udformning af planerne

. Hver enkelt skoleleder træffer endelig beslutning om, hvordan arbejdet med elevplanerne tilrettelægges

. Hver enkelt klasselærer vil på et antal teammøder indhente de øvrige læreres input til den enkelte elevs plan

. Hver enkelt klasselærer vil skrive en plan for hver enkelt elev - og tænke grundigt over hvert eneste ord

. Hver enkelt klasselærer vil gennemføre en samtale med hver enkelt elev om elevplanen

. Hver enkelt elevplan drøftes ved en skole-hjem-samtale

. Klasselæreren tilføjer elevplanen oplysninger om forældrenes og elevens medvirken til, at eleven når de opstillede mål

Jeg skamrider med vilje udtrykket »hver enkelt« for at illustrere, hvor omfattende det bliver at nå frem til de første elevplaner foråret 2007.

Meget af arbejdet kan gøres inden for de eksisterende rammer for skolebestyrelsens møder, møderne i pædagogisk råd, teamsamarbejdet og ledelsens resurser. Om end der så er noget andet, der bliver mindre tid til.

Hvor lang tid vil det så tage for klasselæreren at skrive de individuelle elevplaner?

Det er det, vi ikke ved. Hverken ministeriet eller kommunerne vil spille ud med en mere præcis beskrivelse af elevplanerne. Smart nok - for ellers ville vi jo kræve betalt tid til at opfylde deres krav. I stedet kommer den enkelte skoleledelse i en svær situation - lærerne skal pålægges en ny opgave, som der ikke gives tid til.

De fleste lærere kan godt indse, at elevplanerne kan blive et udmærket redskab, og at denne øgede skriftlighed i arbejdet ikke er urimelig i sig selv, og at det er i god overensstemmelse med folkeskoleloven at dokumentere den enkelte elevs udvikling og differentiere undervisningen derefter.

Men hvad nu, hvis kommuner, skolebestyrelser og skoleledere definerer opgaven på en måde, som reelt pålægger mange klasselærere 40, 60 eller 80 timers yderligere gratisarbejde? Vil DLF kunne hjælpe disse lærere? Næppe. Vil de bare kunne lade være med at udføre nogle andre opgaver? Nej, vi laver ikke i dag en masse unødvendigt, som bare kan sløjfes.

Hvad så?

Så er det tiden til »den store vægring« - vi gør det bare ikke! En helt ny situation. Flere tusinde lærere - måske støttet af en »situationens generalstab« - nægter bare at udføre opgaven. Det nye er, at vi for en gangs skyld kan føre en faglig kamp, uden at vores organisationer kan drages til ansvar, og uden at eleverne og forældrene umiddelbart oplever noget savn.

Og hvem sidder så med aben? En undervisningsminister, der udviser foragt for lærerne og deres faglige organisationer, samt nogle lidt for ambitiøse kommunalbestyrelser og skoleledere. Og hvad kan de stille op med situationen? De må diskutere med hinanden, hvordan de kan reducere deres krav eller betale for arbejdet.

Steen Achton er lærer