Individuelle elevplaner, nationale test og andre politiske tiltag har gennem længere tid bombarderet den udskældte folkeskole. Tager man dem hver for sig og analyserer de politiske argumenter, er der ikke grænser for, hvor ubetydelige disse reelt vil være for skolen. Men ser man på den samlede pakke, tegner der sig en markant ændring i måden at tænke uddannelse og grundskole på i Danmark.

Argumenterne for at indføre nationale test er blandt andet blevet beskrevet som et forsøgsprojekt, en pædagogisk værktøjskasse og en implementering af allerede bredt accepterede pædagogiske motivations- og diagnosticeringsværktøjer. Hvad kan det skade? spørger politikerne.

Testene skal tage udgangspunkt i trinmålene og dermed måle, hvorvidt eleverne har lært det, de burde. Endnu en gang: Der er intet problem, hvis testene rent faktisk kunne måle, hvorvidt dette er opfyldt. Det kan de bare ikke. Sociale kompetencer, problemregning med videre kan ikke indarbejdes i computerbaserede nationale test. Og så kan generelle testresultater, som professor Jens Rasmussen sagde til Folkeskolens tv-magasin, »Skolebænken«, ikke sige noget om årsager. Sammenlignende test kan vise, hvor en elev eller en skole er på en skala i forhold til et gennemsnit. Testen kan ikke fortælle elev, lærer eller forældre, hvordan der skal sættes ind.

Men testene er vedtaget, og et politisk prestigeprojekt som det skal være en succes. Hvordan håndterer vi så den problematik? Man kunne selvfølgelig ændre kriterierne for, hvad det er, eleverne skal opnå og hermed måles og vejes efter.

Den ændring ses tydeligt i beskrivelserne til den nye karakterskala, hvor man går fra, at vi skal bedømme elevernes originale selvstændige tilgang til et fagligt område, til en procentvis opfyldelse af pensum. En metode, hvor det er let at måle, hvorvidt eleverne har tilegnet sig det nødvendige omfang af den kanoniserede læseplan. Mon ikke vi på sigt kan spare en masse penge ved at afholde elektronisk baserede afgangsprøver, der nøjagtigt måler elevernes evne til bevidstløst at memorere viden, de ikke nødvendigvis kan anvende, men ikke desto mindre skal huske? Heldigvis får eleverne rigelige muligheder for at øve sig i at blive målt og vejet.

Med indførelsen af nationale test allerede fra 2. klasse kommer det danske uddannelsessystem til at minde om det amerikanske, hvor forskningen viser, at tendensen overalt er, at skolerne fokuserer på det, der skal testes i, og »glemmer« alt det andet.

De danske politiske tiltag gennemføres en-to-tre, og debatten kommer til at handle om for eller imod nationale test, eller om hvorvidt individuelle elevplaner er en god eller dårlig idé. En debat, hvor den samlede kursændring, der er udstukket for skolen, aldrig kommer op til overfladen.

Det er på tide, at den brede debat kommer, og at målet for disse tiltag diskuteres generelt i befolkningen. Hvor skal vores folkeskole bevæge sig hen - og hvorfor?

Lærere i den danske folkeskole ved om nogen, at der er mange ting, der kan gøres bedre i skolen. Folkeskolen skal som samfundsinstitution være i konstant udvikling, og vi kan altid gøre det bedre. Men debatten handler desværre ikke om, hvordan vi får skibet sikkert i havn, men i stedet om, hvordan vi reparerer den hullede skude. Så må matroserne affinde sig med, at kaptajnen bestemmer, hvor vi sejler hen.

Pisa-undersøgelserne har vist, at folkeskolen ikke er perfekt. Men den ensidige fokus på at slå de andre på Pisa-banen medfører et uddannelsessystem, der er bagudrettet og indsnævret i stedet for at være fremtidsorienteret og visionært. I stedet for at udvikle skolen kan tiltag, der ikke bunder i fælles dansk målsætning om, hvad vi skal kunne i en globaliseret verden, betyde, at vi sakker længere og længere bagud.

Lad os blive enige om målet og kursen og på baggrund heraf skabe de ændringer, der er med til at sikre skolens og samfundets fremtid.