Anders Fogh-regeringen indledte straks efter sin tiltrædelse i 2001 et opgør med den traditionelle danske enhedslærer. Læreren skulle nu være en fagspecialist som i andre lande, mente regeringen og satte handling bag ord med vedtagelse af nationale faglige test, fagligt orienterede elevplaner og fagligt orienterede kommunale kvalitetsrapporter.

Trumfen er den nye læreruddannelse, som regeringen ser som det endelige opgør med enhedslæreren.

På Det Alternative Sorø-møde, som blev afholdt på Askov Højskole for nylig, protesterede professor i pædagogisk filosofi ved Danmarks Pædagogiske Universitet, Peter Kemp, mod denne drejning af lærerrollen.

Han mente, at den faglige specialisering ville instrumentalisere undervisningen og gøre læreren til en tekniker.

I stedet skulle læreren hellere være en åndsperson, hvis fornemmeste opgave det var at formidle kultur og dannelse til eleverne, sagde Peter Kemp og høstede det største bifald på mødet. »Vi er mange, som har den opfattelse, at læreren er den, som formidler en kultur til eleven, og ved kultur forstår jeg ikke kun uddannelse, men også dannelse. Og dannelsen er formningen af det hele menneske som selvstændigt individ i et historisk og socialt fællesskab«, påpegede Peter Kemp.

»Over for denne opfattelse af læreren står forestillingen om læreren som specialisten, der indskoler eleven i viden og færdigheder. Denne specialist er primært vidensformidler og kan i det lange løb erstattes af pc-programmer, der formodes at kunne styre eleven frem til mere og mere viden og udvikling af færdigheder. Der er to forskellige menneskesyn til grund for de to læreropfattelser«, tilføjede han.

»Den kulturformidlende lærer forudsætter, at mennesket ikke kun er en mere eller mindre effektiv arbejdsmaskine eller et selvtænkende program, men grundlæggende anlagt på at blive et selvbevidst væsen, der overtager en kultur i form af sprog, historie, kunst, litteratur, videnskab, religion og filosofi, som det bestandig i fællesskab med andre må tilegne sig og forny«.

»Derfor er det primære mål for denne lærer at engagere eleverne i denne overtagelses- og fornyelsesproces«.

Specialisten er en pseudo-lærer

»Specialistlæreren forudsætter derimod kun, at hvert menneske er et led i et såkaldt videns- og informationssamfund, hvor der hersker en alles kamp mod alle for at overgå hinanden i videnspræstationer og tekniske udfoldelser. Og derfor er det primære mål for den lærer - som jeg snarere vil kalde en pseudo-lærer - at få alle til at deltage aktivt i videns- og teknikkapløbet«.

»Og viden er her kun den viden, der handler om det, der er nyttigt for dette kapløb, ikke visdom om tilværelsens store spørgsmål og det gode liv«.

Regeringen signalerer også klart sit ønske om at teknificere lærerrollen i den nye formålsformulering for skolen, mente Peter Kemp.

»Den gamle skolelov fra 1993 talte om, at folkeskolen skal skabe sådanne rammer, at eleverne udvikler 'lyst til at lære'. I den nye lov er udtrykket 'lyst til at lære' ændret til, at skolen skal give dem 'lyst til at lære mere'«, sagde han.

»I den gamle lov handler læring om noget fundamentalt: Man skal vække mennesker til at indse, at de kan udvikle sig ved at lære, mens den nye lov tager mennesker som funktionelle enheder, der blot skal fungere bedre. Det er det tekniske menneskesyn, der ligger til grund for den nye lov, mens det er det kulturelle menneskesyn, der ligger til grund for den gamle«.

Peter Kemp mente dog ikke, at den gamle formålsparagraf af den grund stadig holder.

»Den var rent national, uden den mindste vision om en verdensborger, som kan leve op til udfordringerne i globaliseringens tidsalder. Derfor har der været god grund til at forny loven, så den bringer dannelsen og uddannelsen i Danmark ind i sammenhæng med de mange globale udfordringer i dag til et liv på tværs af statsgrænser og kulturgrænser«, sagde han.

»Men udfordringen kan tages helt forskelligt op. For det tekniske menneske er globaliseringen kun en udfordring til at få styrket fagligheden i grundlæggende fag - dansk, matematik, engelsk og naturfag - så det sikres, 'at alle kan begå sig i en globaliseret verden, hvor viden får større og større betydning', som Bertel Haarder skrev i bogen 'Verdens bedste folkeskole?'«.

»Det kulturelle menneske ser derimod globaliseringen som en udfordring til at leve med mennesker fra forskellige kulturer, fordi vi har fælles globale problemer på tværs af alle grænser, en udfordring til at lære at respektere og anerkende mennesker fra andre kulturer, så vi lærer at leve sammen med dem uden at ydmyge dem og bekrige dem«.

»For det tekniske menneske gælder det om at begå sig med viden, det vil sige kunne overgå andre i den globaliserede verden. For det kulturelle menneske gælder det derimod om at kunne indgå i et fællesskab med andre uden at nedgøre dem«.

Den sande lærer er kulturel

»Derfor vil det pædagogiske forhold blive vidt forskelligt, alt efter om man er lærer eller pseudo-lærer. Den sande lærer vil først og fremmest formidle et engagement i et verdensborgerligt liv i en global verden i en overbevisning om, at når først dette engagement er skabt, vil eleven også få lyst til at lære den nødvendige viden og teknik, som vi behøver for at kunne leve sammen på tværs af de nationale og kulturelle skel og udvikle en global velfærd i et socialt retfærdigt verdenssamfund«.

»Pseudo-læreren forbliver derimod fikseret på selve vidensaspektet og tror, at det kulturelle, hvis det overhovedet har nogen betydning, blot er en del af den viden og teknik, der behøves, for at man kan begå sig«.

Beklageligvis har regeringen haft held med at komme igennem med sin fagspecialist-dagsorden, konstaterede Peter Kemp.

»Den retorik, der fylder vores medier og den offentlige debat i øjeblikket, kan virke meget besnærende: Kan du da ikke se, at du først må have udviklet redskaberne, det vil sige læse- og regnefærdighed, hvis du skal kunne drive det til noget mere både i erhvervs- og kulturliv. 'Læsning er alle fags moder', sagde undervisningsminister Bertel Haarder for nylig. Jeg siger: 'Nej, lysten til at lære er alle fags moder'. Du vil have meget svært ved at lære at læse, hvis du ikke har lyst til det«, sagde professoren.

»Enhver ved, at det svære ikke er så svært, hvis det er spændende, men at det lette kan være meget svært, hvis det er kedeligt. Indføres jeg i en vision med mål og mening, vil jeg gerne lære at beherske de redskaber, der skal til for at virkeliggøre denne vision. Men skal jeg først lære redskaberne for senere at finde ud af, hvad jeg skal bruge dem til, mangler den lyst, der skal drive værket fra begyndelsen. Og den lærer, hvis fornemmeste opgave er at vække lysten, er forsvundet i den tekniske lærerideologi, der i virkeligheden indebærer, at den sande lærer er overflødig«.

Peter Kemp gjorde opmærksom på, at det gamle græske ord schola betyder »frihed for arbejde«: tid til at blive klogere.

»Men vi har fået det vendt fuldstændig om: Nu skal skolen først og fremmest være arbejde, og så mener man, at eleverne bliver klogere derved«, sagde han.

»Vi har glemt det fundamentale - at skolen skal pege ud over sig selv. Ikke blot ved at sige, at når I har lært alt det, I skal, har I andre muligheder, men ved fra begyndelsen at engagere eleverne i et socialt og historisk liv, hvilket i dag ikke blot vil sige vores nationale arv, men en verdenskultur. Det vil sige engagere dem i en vision om en verden, hvor vi - selv om vi har vores forskellige ståsteder og forskellige kulturelle fundamenter - kan leve sammen som ægte verdensborgere, der på én gang bevarer det bedste i den nationale arv og åbner sig ud mod den øvrige verden«.

»Derfor er det så vigtigt, at eleverne ikke møder lærerne som specialister, men som hele mennesker, der vil formidle en kultur, og hvor viden fra begyndelsen fremstilles i sammenhæng med denne kultur«.

»Og derfor har de følelsesmæssige bånd, der i kraft af det pædagogiske engagement kan knyttes mellem en lærer og hans eller hendes elever, så stor betydning. Det er et stort tab, når man i dag gør, hvad man kan, for at disse bånd ikke må blive for stærke«, sagde Peter Kemp, der sidste år udgav bogen »Verdensborgeren som pædagogisk ideal: Pædagogisk filosofi i det 21. århundrede«.