Unge mænd søger mod friskoler

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Der bliver færre unge lærere af hankøn, og de, der er, vil hellere undervise på privat- og friskoler end i folkeskolen. Det viser den seneste opgørelse af kønsfordelingen blandt lærerne. Niels Kristian Bach, 32, blev lærer for to år siden. Han arbejder på den katolske privatskole Sankt Ansgars Skole på Nørrebro i København.

Hvorfor valgte du at arbejde på en privatskole?

»Jeg har selv gået på privatskole. Siden jeg begyndte at læse til lærer, har jeg vidst, at jeg helst ville arbejde på en privatskole. Jeg synes, der er en større bevidsthed om værdier. Jeg arbejder på Sankt Ansgars Skole, fordi jeg var i praktik her og synes rigtig godt om den, og fordi jeg bor lige ved siden af«.

Hvorfor tror du, der bliver færre og færre mænd på læreruddannelsen?

»Jeg ved det ikke. Jeg forstår det heller ikke, for jeg synes, det er meget mandigt at være lærer. Med så få mænd i faget er det en kæmpe udfordring. I 30 år har man været vant til en feminiseret institutionskultur i Danmark, og så tager jeg det som en udfordring at sørge for, at både piger og drenge møder flere maskuline rollemodeller i skolen«.

Hvad skal der til for at tiltrække flere mænd til lærerfaget?

»Det handler meget om, hvordan tingene bliver fremstillet i medierne. Og der har folkeskolen længe lignet en kampplads. Jeg tror, man skal lave en pr-kampagne for at tiltrække mænd. En pr-kampagne, der handler om, hvad skolen kan tilbyde de mandlige lærere, og hvad de mandlige lærere kan tilbyde skolen. For der er brug for flere mænd«.

mbt@dlf.org