»Pisa udtrykker en alt for klaustrofobisk måling af skolen. For er det ikke besynderligt, at en så elendig skole har skabt et så rigt og fantastisk samfund«, var ifølge Folkeskolen nummer 33 professor Jørn Lunds noget overfladiske og, må man tro, nok så uigennemtænkte melding på årets Sorø-møde. Overfladisk og uigennemtænkt, dels fordi det kan være tvivlsomt, hvor rigt og fantastisk vort samfund egentlig er, dels fordi det slet ikke er givet, at et rigt og fantastisk samfund nødvendigvis må være en entydig konsekvens af en fantastisk folkeskoleundervisning. Andre uddannelser oven på folkeskolen og diverse politiske initiativer er nok tættere på at sætte sig sådanne spor. Der findes jo traditionelt enorme fagmængder, som skolen nu har kasseret som rent tidsspild, men som engang var med til at opbygge det kulturbærende videnslager, som man engang syntes, at kommende generationer burde stifte bekendtskab med dels for menneskets helt egen skyld, dels af veneration over for en kulturskat, som man dengang ikke modsat nu syntes måtte gå helt tabt, men som altså bare ikke umiddelbart lader sig omsætte til pekuniær rigdom hverken hos enkeltpersoner eller i et fantastisk samfunds statskasse. De skræmmende Pisa-undersøgelser kan derfor ikke bare afvises som snævre »klaustrofobiske« foreteelser. Måske kunne en passende ny tænketank med et passende positivistisk, erfaringsbaseret og objektivistisk udgangspunkt uden trang til at tåge ud i vanlige subjektive betragtninger, hvorfra alt kan forsvares, og hvorfra skolens forfaldshistorie med nemme talemåder kan forvandles til succeshistorier, frafiltrere ovennævnte og lignende nemheder.