Vi har brug for en fordumsfri debat, sagde Anders Bondo som optakt til hovedstyrelsens debat om lønkravene ved Overenskomst 08. Fint, for der er brug for nytænkning, alene af den grund at lærerne risikerer at være de eneste, der følger den strategi, som Dorte Lange hylder i Folkeskolen nummer 35 om udelukkende centralt aftalte lønstigninger.

Hun argumenterer for, at vi skal modarbejde arbejdsgivernes lønstrategi, der angiveligt skulle være, at man skal konkurrere med sine kolleger. Det er nu ikke vores erfaring i København, hvor løntillæg gives ud fra objektive kriterier til lærere, der påtager sig særlige funktioner eller har opnået specielle kvalifikationer i kraft af uddannelse. Faktisk efterlyser kolleger for eksempel læsevejledere eller AKT-tillæg (adfærd, kontakt, trivsel). Dem kan vi ikke give dem i denne overenskomstperiode, hvor der ikke er nye midler til forhandling lokalt. Der er altså hverken tale om præmieshow eller unfair konkurrence, men om et system, hvor vores interesser mødes med arbejdsgivernes. Og det er jo forudsætningen for at opfylde det mål, som Dorte Lange og jeg er enige om, nemlig at lærerne skal have mere i løn. Hvis det kun kan lykkes ved, at nogle af pengene frigøres lokalt efter aftalte spilleregler, er det okay med mig.

Dorte Lange slår til lyd for alliance med andre offentligt ansatte. Problemet er bare, at flere organisationer er med på at forhandle lokalt for at kunne gafle flere penge. Så på den front har vi ikke mange venner. Derfor risikoen for, at lærerne (Lærernes Centralorganisation) står alene tilbage. Det betyder enten færre kroner eller en konflikt med ringe udsigt til sejr.

Udfordringen ved Overenskomst 08 består i at finde en ny balance mellem det lokale og det centrale. Så der er brug for nytænkning, som nok ikke lige er Dorte Langes kop te.