Anmeldelse

Sommerens loverboy

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Foråret springer ud i mere end en forstand for Christoffer og Sebastian i 7. klasse. Det suger i mellemgulvet på dem ved synet af visse piger i klassen, og på en telttur i mosen bliver der lagt planer for scoringer. Godt hjulpet på vej af Sandhed og Konsekvens omkring bålet bliver planerne ført ud i livet.

Romanens handling er koncentreret om livet i klassen. Om hvordan balancen bliver sat på prøve, da københavnerdrengen Markus gør sin entre, og klassens muskelbundt, Lasse, føler sin position truet. Klassens klovn og drillesyge lille-Ole har så travlt som aldrig før med at kommentere kammeraternes rivende udvikling.

Christoffer er hovedpersonen. En god fyr med familieforholdene i orden. Han er det midterste barn i en søskendeflok på tre. Der er nok af udfordringer for ham i familien med storesøster Stinas heftige temperament og lillebror Krille, der meget morsomt beskrives som en hæmningsløs pestilens i Christoffers liv.

Sproget er nutidigt med en del direkte kommunikation imellem eleverne. Handlingen er realistisk med enkelte undtagelser som Markus' rygning i skolegården, slåskampene og alkoholen på teltturen. Episoder, der virker forkerte og uafsluttede. For hvor er klassens ellers superansvarlige lærere lige netop der?

Bogens omslag forestiller klassen omkring lejrbålet. Meget oplagt - men misvisende, da figurerne ser for barnlige ud. Det er desværre noget, der ikke vil få en 7.-klasse-elev til på eget initiativ at gribe ud efter den ellers anbefalelsesværdige roman.