Anmeldelse

Daglig dosis 1 / Daglig dosis 2

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hæfterne sigter mod elevernes skriftlige fremstilling, og de har som mål at praktisere de første af staveudviklingens fem trin, defineret af Danmarks Pædagogiske Institut. Opgaverne bliver forklaret på børneniveau, sådan at en del læsning er integreret i det skriftlige arbejde.

I hæfte 1, beregnet til 1. klasse, tages udgangspunkt i, at eleverne fra børnehaveklassen er godt bekendt med alfabetet, og øvelserne består på hver anden side i en yderligere fordybelse i de enkelte bogstaver og deres lyde, på de andre sider i skriftlig sprogfærdighed på det basale niveau. Øvelsestyperne er varierede, og et rigt billedmateriale støtter op om læsningen. Som eksempel på bogstavopgave findes under A opgaven at skrive de andre vokaler på tegnede linjer og at skrive, hvilken vokal Arne og Anne begynder med. Lyder Arne og Anne ens? Her skal børnene sætte kryds.

I hæfte 2, beregnet til 2. klasse, bevæger eleverne sig efterhånden over mod trin to i staveudviklingen. Hæftet starter med øvelser til elevernes skelnen mellem nogle bogstavers forskellige lyde og børnenes definering af lydrette kontra ikke lydrette ord. Der findes mange input til børnenes små historier om et besøg hos mormor, hvad der gør dem glade og så videre. Ind imellem de enkelte skriftlige øvelser og historierne findes otte staveordssider, der er beregnet til, at børnene øver sig på markerede ord i en lille tekst for derefter at skrive ordene som diktat.

Jeg kan virkelig godt lide disse hæfter, som er et godt alternativ til hæfter tilknyttet et bestemt bogsystem. De vil også være velegnede til at supplere denne type hæfter, men her vil økonomien nok på mange skoler sætte en grænse.

Powered by Labrador CMS