Jeg er netop tiltrådt i en ny stilling som ny skolechef i Favrskov Kommune. Det har givet anledning til at se tilbage på mine cirka ti år som skoleleder - eller som skoleinspektør, som det jo officielt stadig hedder.

Netop denne uklarhed om benævnelsen af skolens leder giver i sig selv et indtryk af, hvad der er sket ledelsesmæssigt i folkeskolen i de sidste ti år. For mig er der ingen tvivl om, at den rigtige betegnelse for lederen af en folkeskole fremover bør være skoleleder. Skoleledelse er et job, der kræver, at man leder, det er ikke et job, hvor man alene inspicerer. At inspektionen fortsat er en del af lederrollen, viser igen ved legen med ordene, at arbejdet som skolens leder er blevet meget mere alsidigt og indeholder mange flere ansvarsområder - inspektion eller intervention er indeholdt i lederrollen.

Skolelederen skal i dag sikre kvaliteten af skolens virksomhed. Han/hun skal være personaleleder, skal kunne agere på den politiske arena, skal kunne håndtere åbenhed over for forældre, elever og medarbejdere. Lederen skal værdsætte forskellighed, samtidig med at man skal sikre, at skolen har en retning, at skolen lever op til både eksterne og interne mål. Skolelederen skal håndtere lønsumsstyring, tage ansvar for, at skolens økonomi er afbalanceret, at resurserne styres, så de fremmer de aktiviteter, der skal tegne skolen.

Skolelederen skal stå i spidsen for, at skolen udvikler sig, så den dels tilgodeser de krav, behov og forventninger, der er i lokalområdet, dels tilgodeser de centrale krav og forventninger fra kommunalbestyrelse og Folketing. Det kan til tider være en stor opgave at få målene til at hænge sammen. Det kræver overblik, det kræver til tider også mod, i hvert fald kræver det, at man har strategiske evner, så der sikres en kontinuerlig udvikling på den enkelte skole.

Skolelederen skal være inspirator, ikke i det eller de fag, som lederen har med fra seminariet, men på det pædagogiske område og på det organisatoriske område, og så glemte jeg næsten at sige, at det skal gøres, så medarbejdere og skolebestyrelse er involveret i processen.

Skolelederen skal sikre kvaliteten af skolens ydelser og sikre, at den kan dokumentere, at den lever op til centrale og decentrale mål. Hvor det i halvfemserne i høj grad var decentraliseringen, der var den store udfordring, er det i dag og i den kommende tid dokumentation. De nationale test er - heldigvis - endelig på vej, og der skal udarbejdes kvalitetsrapporter for skolen. Udfordringen er, som jeg ser det, ikke så meget at gennemføre test og andre redskaber inden for området. Det svære bliver at undgå, at evalueringen bliver til rituelle handlinger, der vil medføre, at vi formelt gennemfører test og udarbejder kvalitetsrapporter, uden at der sker en opfølgning, udveksling af erfaringer og undervisningsmetoder, der ligger bag tallene. Test og dokumentation skal bruges konstruktivt og som et redskab i arbejdet for, at vi til enhver tid skal arbejde for at lave den bedst mulige skole.

Som en del af den evalueringskultur, der skal opbygges, skal der tages stilling til, hvordan rummeligheden i folkeskolen kan bevares og udbygges. Umiddelbart kan det være modsatrettede opgaver, i hvert fald hvis der alene fokuseres på faglige resultater i forbindelse med dokumentation og test. Test på fag har vi erfaringer med, men hvordan evaluerer vi på rummelighed? Udfordringen er der, og den skal tages op.

Ja, jobbet er bestemt blevet mere spændende og udfordrende end dengang i 1995.