Pædagogisk ledelse styrkes

Sammenlægning af kommuner giver nye pædagogiske muligheder. I Ny Holbæk er det besluttet, at pasning og undervisning af børn skal have fælles ledelse

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

En større helhed for det enkelte barn. Det er, hvad sammenlægningsudvalget i Ny Holbæk Kommune håber at kunne skabe ved at dele kommunens børn op i en række centre, hvor én ledelse skal styre både dagpleje, vuggestue, børnehave og skole.

»Det handler om at sikre den røde tråd fra dagtilbud, børnehaveklasse, skole, skolefritidsordning med særlig opmærksomhed på børn med særlige behov«, siger kommende viceborgmester i Holbæk, Jens Steenbæk.

En af de store udfordringer er netop, at der i højere grad skal skabes plads til nogle af de børn, der tidligere var i det amtslige system.

»Vi kan rumme flere elever, end vi hidtil har gjort. Men der er grænser for, hvor specialiserede centrene kan være. Vi regner med, at der må være tilbud på kommunal eller tværkommunal basis, men hvilke er endnu ikke afgjort«, siger Jens Steenbæk.

Administrativ lettelse

Formand for Holbæk Lærerkreds Bjørn Hansen hilser ideen om enhedsinstitutioner velkommen.

»Jeg kan kun se det som noget positivt. Det her styrker den pædagogiske ledelse. I nogle tilfælde vil det dog være skolelederen, der bliver den øverste leder, men i så fald vil souschefen eller viceinspektøren blive den pædagogiske leder. Man kunne også tænke sig, at en administrativ leder, der bliver tilovers ved kommunesammenlægningen, kunne få job som administrativ leder ved et af centrene«, siger Bjørn Hansen.

Men han kan også se nogle forhindringer på vejen. Han føler, at der er lagt op til, at meget specialundervisning klares inden for centrene.

»På centrene vil man have 12-15 elever med forskellige problemer. Det er ikke til gavn for forældrene, eleverne eller medarbejderne. I stedet så jeg gerne, at man i en så stor kommune kunne samle børn med specielle behov et sted i kommunen«, siger Bjørn Hansen.

Ikke et spareprojekt

Foreløbig er de fem kommuner, Jernløse, Svinninge, Tornved, Tølløse og Holbæk, delt op i 17 centre. Derudover skal Holbæk bymidte også deles op, men hvordan er endnu ikke afgjort.

Sammenlægningsudvalgets mål er, at der findes enhedsinstitutioner i hele Holbæk ved udgangen af valgperioden 2009.

»Men vi mærker en stor interesse fra institutionerne. Mange steder vil den fælles ledelse allerede være fra skoleåret 2007«, siger Jens Steenbæk.

Men der er også skeptiske holdninger til de nye enheder.

»Borgere og medarbejdere har været nervøse for, om det var et spareprojekt, og det er en skepsis, som vil være der en rum tid endnu. Man kan også mærke en skepsis mellem personalegrupperne for, om dagplejere, pædagoger og lærere nu også bliver ligeværdige«, siger Jens Steenbæk.

Bjørn Hansen er også skeptisk, når det gælder økonomien.

»Det er klart, at man ikke kan få den højeste fællesnævner, når man lægger flere skolevæsener sammen. Men jeg synes ikke, man skal gå ned på mindste fællesnævner, og det er det, man gør nu. Og det bliver rigtig svært, især når man samtidig starter på noget nyt«.

Forbudte tanker

Men inden kan der opstå problemer. Lige nu er fælles ledelse på institutioner med så mange børn ikke lovlig. Selv om politikere på Christiansborg har meldt ud, at man vil skabe større fleksibilitet for fælles ledelse, er loven endnu ikke ændret.

»Hvis lovgivningen ikke bliver ændret, så har vi en tilkendegivelse fra undervisningsministeren om, at man er parat til at kigge på dispensationer«, siger Jens Steenbæk.