"Den multikulturelle skole" er en omskrevet ph.d.-afhandling. Det mærkes både for det gode og for det dårlige. Til tider føles bogen en anelse for lang og omstændelig. Det er det dårlige! Det gode er, at bogen i bestemte kapitler er både grundig og dyb i sine beskrivelser og analyser af nogle udvalgte skolers og læreres dagligdag.

"Den multikulturelle skole" er en redegørelse for et kvalitativt forskningsprojekt, hvor ganske få klasser, deres lærere og børnehaveklasseledere indgår som informanter. Derfor lægges der allerede i projektets design op til fordybelse i udvalgte temaer. For denne, som for alle andre beskrivelser i denne forskningsgenre, betyder det, at forfatteren og også læseren hele tiden må overveje rækkevidden af de udsagn og konklusioner, der trækkes i bogen. Det er fristende som læser at trække projektets indsigt og resultater længere, end de kan bære. Det er et problem ved denne forskningsgenre, som til tider kan gøre det svært at være kritisk læser.

I bogen arbejdes der med en række undersøgelsestemaer, og der konstrueres i forhold til disse en række teoretiske begreber, der præsenteres grundigt og diskuteres grundigt i forhold til netop den sammenhæng, Thomas Gitz-Johansen har undersøgt. Rigtigt spændende er det, når de begreber, der undersøges, er begreber, der allerede indgår i folkeskolens hverdag som det sprog, lærere bruger, når de beskriver deres hverdag, for eksempel begreberne "tosproget" og det at være "tung" i det. Diskussionen af begge begreber kan læses af enhver folkeskolelærer og bør lægge op til grundige overvejelser over, hvordan hverdagsbegreber har betydning for læreres og egen praksis. Hvorfor er det sådan, at resursen "at være tosproget" i de undersøgte læreres hverdagspraksis bliver til "et deficitproblem", det at mangle noget? Hvad er det egentlig, lærere mener, når de beskriver deres elever som "tunge"? Thomas Gitz-Johansen viser i analysen af sit materiale, at antydede forbindelser til begrebet intelligens ikke er sandsynligt. At være "en tung elev" handler snarere om at være en elev, der ikke kan knække nogle af de skjulte koder, lærere omgiver sig med i deres praksis.

Det er en fornøjelse at læse "Den multikulturelle skole", når der arbejdes med ellers tunge teoretikere. Det gælder Pierre Bourdieu, og det gælder Basil Bernstein, som mange lærere kender for "noget med sprog". Her er det dog Basil Bernsteins teorier om sociale koder, der lægges vægt på. Særlig interessant er det, når Thomas Gitz-Johansen går tæt på skolernes praksis, som den udspiller sig i fag. Som udvalgte eksempler bruger han fagene dansk, musik og idræt.

"Den multikulturelle skole" er en bog, der fortjener mange læsere både på skoler og på lærerseminarier, hvor den kan indgå i flere sammenhænge - ikke blot i dansk som andetsprog (DSA).