"Disciplina sollerti fingitur ingenium", står der over Metropolitanskolens gamle bygning i København. De fleste husker sikkert bedst Hans Scherfigs oversættelse: Øretæver er godt for den åndelige udvikling. Men det betyder altså "Ved kløgtig tugt dannes ånden".

Inskriptionen er blot en af de mange tusinde, der er støbt, mejslet, kalligraferet eller malet med børnefarver på landets skoler og andre uddannelsesinstitutioner. I et omfattende og mangeårigt forskningsprojekt indsamlede og systematiserede forfatteren disse sentenser, som over tid har udviklet sig fra det højstemt nationale til noget, der mest af alt minder om merkantile slagtilbud for institutioner på taxametertilskud.

Sentenserne er givetvis taget for pålydende af nogen, og forfatteren mener derfor, at de tilsammen udtrykker samfundets værdigrundlag, som det har taget sig ud gennem tiderne. Jeg er nu ikke sikker på, at de højstemte strofer og sentenser har været indledningen til dagens arbejdsprogram for den almindelige lærer og elev. Hulhed og dobbeltmoral lader sig ikke skjule af marmortavler og messingbogstaver - især ikke dem, der blev sat op på Kegnæs Skole på Als. De formede teksten "Tal nu sandt om smaat og stort og jævnt om alt det høje" og var en gave fra lærerne, hvad de ikke vidste noget om. Sognerådsformanden havde glemt at fortælle dem det og trak dem bare i løn for udgiften.

Bogen er ordnet i kapitler, som sammenlignes med dele af en bygning: Byggegrunden, Lysthuset, Værkstedet, Hjerterummet, Tankegangen, Sjælesalen og Åndernes Hal. Det lyder måske lidt søgt, men virker faktisk som en brugbar sammenfatning af sentenserne, der udtrykker forskellige typer værdier. Fra det jordnære og konkrete som "Hold din skole ren" til "Vor Herre vidner, at Lys er godt, som Sandhed elskes, saa Lyset yndet", som nogen har fundet anledning til at skrive over et klasselokale i Vrå.

Men kan det så lade sig gøre at uddestillere det inderste og ypperste danske, og hvis det kan, hvori består så det arveguld, vi vil værne om og udvikle videre? Ja, forfatteren gør i hvert fald forsøget og opstiller værdier i en slags periodisk system, der er placeret i de forskellige "huse": hensyn, tolerance og mildhed lader sig for eksempel placere i "Hjerterummet", mens harmoni, renselse og åndsvækst hører til i "Åndernes Hal".

Bogens akademiske grundighed kan ikke roses nok. Til gengæld skubber den læsbarheden lidt i baggrunden; til tider føles det faktisk som at læse 500 sider dimissionstaler i ét hug. Men i mindre bidder er den fortrinlig, og et register bag i bogen over værdier - fra afbalancerethed og afholdenhed til åbenhed, åndsstyrke og åndsvækst - gør den nem og nyttig at læse i på kryds og tværs. Nydelsen forstærkes af usædvanlig smukt boghåndværk.

Har man brug for et hurtigt overblik over de ukommenterede slogans, findes de i den mere prunkløse "Skolens bevingede ord".