Anmeldelse

Kampen for at genvinde det pædagogiske terræn

Dannelse må tilbage på pladsen som skolens vigtigste formål, er budskabet i denne veloplagte antologi

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Initiativtagerne til de alternative Sorø-møder har samlet en række bidrag fra nogle af indlederne på det første møde, der blev afholdt sidste år på denne tid. Der er ikke tale om en konferencerapport, men om en række artikler, der tilsammen forsøger at indkredse et alternativ til den måde at drive skole på, der er kommet ud af regeringens iver efter at gøre alle led i skolearbejdet målbart. Et fænomen, der efter udgivernes opfattelse har fået lærere og skoleledere til at miste troen på sig selv. Men det er lærerne, der er den pædagogiske sagkundskab, ikke politikerne, hvis indsigt i dannelsesperspektivet synes at falde i takt med antallet af økonomer, de vælger at støtte sig til. Derfor må og skal dannelsesperspektivet i skolen genoprettes af lærerne, mener udgiverne.

"Stoisk tror lærerne, at fællesskab er kultur og dannelse", skriver Mogens L. Clausen i sin gode artikel om lærernes nye arbejdsvilkår: lærergerning på markedsvilkår, med politikerne som bestillere og forvaltningen som kontraktholdere - samt eleverne som forbrugere med forældrene i lommen, for børnene skulle nødigt kede sig eller gå glip af en ny pædagogisk modestrømning, som rygtet siger trives på naboskolen. Men børn kan ikke leve deres liv i et langsigtet perspektiv, voksne må træffe valg for dem og tilrettelægge deres skolegang, så de også får tilegnet sig de grundlæggende færdigheder, der ikke har høj og øjeblikkelig underholdningsværdi.

Artiklen er velskrevet og tankevækkende - men indeholder ikke kun den skinbarlige sandhed. "Hvis lærerrådene blev genindført, og lærerne dermed fik ansvaret for skolen tilbage, ville de kreative og kropslige fag blomstre op sammen med børnene", skriver han på side 40.

Her må jeg gøre indsigelse. For hvor ved han dog fra, at overlærerne med tweedjakkerne - eller hvad de nu går i i vore dage - ikke vil insistere på, at deres matematik og fysik på realklasseniveau er skolens egentlige mål, og klaske-ler-pædagogikken dybest set er spild af tid? Det var, så vidt jeg husker, ikke nogen ualmindelig holdning i lærerrådenes storhedstid. Og har han aldrig haft fornemmelsen af, at der blandt hans kolleger har været enkelte, hvis "instinktive omsorg for børnene" (side 34) kunne ligge på et ganske lille sted?

Jens Raahauge advarer mod, at den sympatiske interesse for hver enkelt elev kommer til at afgrænse elevens synsfelt til sin egen navle. Skolen er et fællesskab, der ikke blot består af summen af enkeltindivider, skriver han.

Ved Marie Kjeldsens bidrag kan man glæde sig over, at ikke alle unge lærere lader sig blæse omkuld af de mange og krævende gøremål i det praktiske skolearbejde. Sagligt og kompetent - om end i et lovlig akademisk sprog - argumenterer hun for nødvendigheden af, at læreren forsøger at få hver enkelt elev til ikke blot at reflektere over sig selv, men over sig selv som en del af det fællesskab, der skal bearbejde de livsproblemer forklædt som skoleemner, der arbejdes med i klassen.

God og vedkommende bog med mange vedkommende og vigtige artikler.