En elev har brug for ekstra støtte. Forældrene er nervøse og presser på for at få hjælpen bevilget, men skolen har ikke timerne til at yde støtte til pigen, og der vanker ingen penge fra forvaltningen.

Skolelederen skal løse situationen, men det er umuligt at gøre alle tilfredse, og lederen formår ikke at skære igennem og træffe de nødvendige valg. I stedet brokker lederen sig.

»Generelt er skoleledere ikke dygtige nok. De har ikke kompetencen til at drive en organisation med økonomisk decentralisering og mange ansatte.

De støder på opgaver, som de ikke kan finde ud af, og som de ikke kan forstå, hvorfor de skal løse. I stedet brokker de sig, men det er ikke særlig konstruktivt og giver heller ikke respekt«, siger Ulrich Schmidt-Hansen.

Sammen med Søren Aalund har han skrevet en bog om at være offentlig leder, der bliver presset af for eksempel politikere, embedsmænd, forældre og lærere. Bogen er en videreudvikling af deres speciale fra statskundskab på Aarhus Universitet og bygger blandt andet på interview med ledere i den kommunale sektor, heraf flere skoleledere.

Det er ledernes lod at være placeret der, hvor kravene mødes, men selv om der tales meget om behovet for ledelse, er der ikke tilstrækkeligt fokus på samspillet mellem rammerne og de personer, der leder institutioner i den offentlige sektor, mener de to forfattere.

»Både eleven, forældre, embedsmændene og politikerne stiller legitime krav. Skolelederen kan med andre ord ikke opløse krydspresset - kun håndtere det. Og det er vanskeligt, hvis man ikke har de nødvendige kompetencer«, siger Ulrich Schmidt-Hansen, der er fuldmægtig i Finansministeriet.

Vi lader bare som om

I afmagt tyer ledere i det offentlige ofte til forskellige former for hyklerisk adfærd, hvor de siger ét, men reelt gør noget andet, konstaterer forfatterne på baggrund af deres interview med 18 ledere.

»Det er en meget menneskelig måde at takle presset på, men det fører til et demokratisk problem, fordi det er en skoleleders fornemste opgave at udmønte politiske beslutninger«, siger Søren Aalund, der arbejder i den kommunale forvaltning i Århus.

Hykleri har normalt en meget negativ klang, men forfatterne anvender det udelukkende til at beskrive ledernes adfærd og ikke for at pege fingre ad dem, men de pointerer, at det falder ned gennem systemet, hvis lederen møder nye krav med holdningen: »Det gør vi ikke så meget ud af - vi lader bare som om ...«.

»Skolelederen skal gøre det klart for lærerne, hvad der forventes af dem. Det sker ikke, hvis man hykler. Så reagerer lærerne eksempelvis på et krav om elevplaner ved at gøre, som de plejer, og politikernes beslutning bliver ikke omsat til praksis«, siger Søren Aalund.

Han mener ikke, at skoleledere som udgangspunkt er hyklere. Men de ender ofte med at være det, fordi de ikke kan håndtere krydspresset på anden vis.

»Skoleledere er fyldt med gode visioner. Alene det, at de har givet sig i kast med den meget vanskelige opgave, det er at stå i spidsen for en skole, viser, at de vil udvikle deres skole, og det er fantastisk motiverende. Vi står med et godt materiale, men lederne skal erkende, at de ikke har de rette kvalifikationer, og forlange at blive uddannet«, siger han.

Skoleledere skal ikke bare parere ordre. De er forpligtede til at udfordre omgivelsernes mange forventninger og krav.

»De skal skabe sig et frirum ved at fortælle forvaltningen om de modsatrettede krav, de bliver mødt med«, siger Søren Aalund.

Skoleledere bliver svage i alle lejre, hvis de snakker alle efter munden, tilføjer Ulrich Schmidt-Hansen.

»De skal tage lederskabet på sig og forlange at få lov til at tage beslutninger, som de kan stå ved, og som de er parate til at tage eventuelle tæsk for«.

Ledere skal forlange ro

Søren Aalund har tidligere været ansat i en skoleforvaltning, hvor han var med til at stille krav til kommunens skoler. I dag undrer han sig over, hvor gnidningsfrit det gik.

»Skolelederne må sige: 'Nu må I stoppe - vi må have en pause. For et år siden ville politikerne det her fokusområde. Nu vil de noget helt andet. Vi har brug for ro. Så skal vi nok leve op til de stillede krav'. Politikere lever af at få viden fra embedsværket. Det skal skolelederne benytte sig af ved at argumentere for deres sag på en konstruktiv og fremadrettet måde. De skal ikke bare brokke sig over tingenes tilstand«.

Det er ikke nemt at være bindeled mellem personale og forvaltning. Men det er nødvendigt. Ellers kan politikere og embedsmænd kun reagere på problemer i skolen med nye reformer og mere kontrol, mener Ulrich Schmidt-Hansen.

»Skolen skal producere den ydelse, som administration og politikere bliver målt på, men embedsmændene skaber ikke værdierne for borgerne. Det gør lærerne. Embedsmændene står for de overordnede linjer og skal udmønte politikernes beslutninger ned gennem systemet. Og puha, hvor kan de tale, skrive og stille krav, men skolelederne bør give noget igen. Det fælles mål er at forbedre den offentlige sektor, så embedsmændene har brug for et stærkt modspil«.

Også politikerne har et stort ansvar for at styrke ledelsen af folkeskolen.

»Det er fint nok med decentralisering, men lederne er på Herrens mark, hvis de ikke bliver uddannet til at løse deres opgave, og politikere og forvaltning i øvrigt blander sig i deres arbejde og vil detailstyre«, siger Søren Aalund og efterlyser en mere institutionaliseret lederuddannelse til lærere, der vil være skoleledere.

»I dag bladrer erfarne lærere i jobannoncerne i Folkeskolen og spørger sig selv: 'Skal jeg tage springet og blive viceskoleinspektør?' Derfor får vi ikke nødvendigvis fat i de bedste ledere. Der skal mere fokus på, at lederne skal være professionelle. Folkeskolen er samfundets vigtigste institution, så vi bliver nødt til at styrke ledelsen«.

Bange for samlebånd

Forfatterne er sønner af lærere, og Søren Aalund er endog gift med én. Derfor ved de, det er upopulært at sige, at det er et problem, at kun lærere kan blive skoleledere. Ikke desto mindre vover de pelsen.

»I dag er skoleledere rundet af 10-15 års lærergerning, og det kan vi ikke forvente, de skal kunne se ud over. Nogle gør, men mange er for dårlige til det. Man burde kunne uddanne sig til skoleleder uden at have en lærerfaglig baggrund. Den pædagogiske vinkel kan man så bygge ovenpå, så man ved, hvad man kommer ud til«, siger Ulrich Schmidt-Hansen.

Lærere har i mange tilfælde et noget forældet syn på ledelse uden for folkeskolen, når de frygter, at der kommer en ingeniør og laver samlebånd, mener Søren Aalund.

»Der skal selvfølgelig være ledere med pædagogisk indsigt på skolerne, og rigtig mange skoleledere vil gøre sig godt som faglige ledere. Det vil de fleste også helst. De er blevet ledere for at sætte et pædagogisk aftryk på skolen, men de bliver mødt af en masse administration og krav om dokumentation. Det får dem til at brokke sig«.

»Kampen for autonomi - offentlig ledelse i krydspres« af Ulrich Schmidt-Hansen og Søren Aalund, 120 sider, 235 kroner, Jurist- og Økonomforbundets Forlag.

To former for hykleri

I deres bog blotlægger Ulrich Schmidt-Hansen og Søren Aalund to former for hykleri: Omgivelseshykleri: Lederen siger ét til en gruppe, noget andet til en anden gruppe og gør måske noget helt tredje med en tredje gruppe. For eksempel siger man til lærerne, at forvaltningen sidder alt for tungt på pengepungen, så det er umuligt at trænge igennem med ønsker og krav. I forvaltningen beskriver lederen, hvor svært det er at få lærerne til at forstå, at man må være økonomisk og finde besparelser og effektiviseringspotentialer. Og over for forældrene fortæller man, hvor fortræffeligt tingene fungerer. Med et pænere ord hedder den form for hykleri »situationsbestemt ledelse«. Ydelseshykleri: Lederen diskuterer de krav, der stilles til skolen, med lærerne, men de handler kun på nogle af dem. På den måde forsøger lederen at beskytte det, der opfattes som skolens kerneydelse. I bogen forklarer en skoleleder det således: »Nogle gange er du nødt til at sige: ja, ja, det skal vi nok gøre, det er lovmæssigt, så selvfølgelig gør vi det. Men det er ikke der, vi lægger energien. Det er ikke der, vi lægger fokus«. Lederen kan også vælge, at nogle opgaver skal udføres hurtigere og mindre kvalitetsbevidst end tidligere.

Fire måder at takle krydspres på

Begrebet hykleri har normalt en meget negativ klang, men Ulrich Schmidt-Hansen og Søren Aalund bruger det udelukkende til at beskrive en adfærd, hvor man på forskellig vis siger ét, men reelt gør noget andet. En adfærd, som de mener er udbredt i mange af livets forhold.

Hykleri: Lederen siger ét, men gør reelt noget andet.

At sende aben rundt: Lederen forsøger at placere ansvaret for beslutninger og dermed også skylden oppe eller nede i hierarkiet.

Manipulation og håndtering af frustration: Lederen manipulerer medarbejderne til at støtte sine beslutninger og skaber et forum, hvor personalet kan komme af med deres frustrationer.

Faglighed frem for alt: Lederen kommunikerer sin faglige profil så stærkt ud, at alle andre hensyn må underlægges det faglige syn.

»I dag bladrer erfarne lærere i jobannoncerne i Folkeskolen og spørger sig selv: 'Skal jeg tage springet og blive viceskoleinspektør?' Derfor får vi ikke nødvendigvis fat i de bedste ledere. Der skal mere fokus på, at lederne skal være professionelle. Folkeskolen er samfundets vigtigste institution, så vi bliver nødt til at styrke ledelsen«