»Teori uden empiri er tom - empiri uden teori er blind«. Pierre Bourdieu Hverdagen i skolen er fuld af dilemmaer, hvor læreren skal handle her og nu. Hvordan afgør man i handletvangens splitsekund, at man gør det rigtige eller måske bare det bedste af to onder? Træffes valget som mavefornemmelse, rygrad eller rutine - eller noget helt fjerde? Ser man undervisning som en løbende - og dermed uforudsigelig - kommunikation, sætter det lærerens forberedelsesarbejde i nyt lys: Hvordan forbereder man sig til noget, man ikke kender. Fagfagligt har læreren sit solide repertoire og sine didaktiske overvejelser, intentionen er klar . så langt, så godt, men ofte går det anderledes, end man har tænkt sig. Det kan være en fordel - disse magiske øjeblikke, hvor luften er tyk af læring, og hvor det uforudsete beriger ens planlagte undervisningsforløb. Men der er også risiko for, at det falder på gulvet, kommunikationen knækker, og dén læring, der sker, bestemt ikke var den, man som lærer havde håbet på. Der er ingen mulighed for at få vist »det, der skete«, i langsom gengivelse, lærerens refleksion og forståelse kan have svære vilkår. Den garvede lærer bruger sin erfaring, den nyuddannede har det sværere - for hvad har vi egentlig lært om det her? Erfaring - altså empiri - er uundværlig og giver en slags råstyrke. Det vidner udsagn fra nyuddannede lærere om. Omvendt er risikoen, at erfaringer udvikler sig fra rygrad til rutine, og forstyrrelser håndteres gennem tilpasning til det velkendte. Teori-praksis-problematikken rammer alle med pædagogiske opgaver, man befinder sig enten på den ene eller den anden ø, som studerende, som folkeskolelærere, som undervisere på læreruddannelsen, CVU'erne eller Danmarks Pædagogiske Universitet. Bourdieu-citatet ovenfor tydeliggør, hvorfor det er nødvendigt at ophæve distinktionen mellem teori og praksis. Teori er en tom konstruktion og som sådan uinteressant, hvis den ikke forbindes med praksis og de processer, som foregår som praksis, eksempelvis læring. På samme både bliver praksis tilfældig og ligegyldig uden et teoretisk perspektiv, som kan beskrive fokus og dermed give mulighed for at evaluere, udvikle og forbedre målrettet. Tiden er moden til, at lærerprofessionen i højere grad bliver en virkelig profession, det vil sige ophæver modstillingen mellem teori/praksis og gør teoretiske undervisningsforløb for efterfølgende at analysere og diskutere åbent. De sidste tre år har budt på drypvise forandringer på skoleområdet kulminerende i et skybrud af reformer. I stedet for at sende nødraketter eller bare drukne er det på tide, at alle parter i den pædagogiske verden satser anderledes offensivt for at udvikle kerneydelsen i den danske folkeskole, nemlig elevens læring og dannelse. Et kvalificeret samarbejde mellem traditionelt teoretisk og praktisk funderede faggrupper er nærliggende gennem aktionsbaseret forskning. Fordelene, som jeg ser dem, er flere: - Udviklingen på folkeskoleområdet vil få kvalificerede pejlemærker. - De lærerstuderendes repertoire vil blive mere robust. Gabet fra uddannelse til arbejde vil blive mindre. - Erfarne lærere vil få mulighed for at videreudvikle deres kompetencer i lyset af teoretiske problemstillinger. Som jeg hørte en lærer sige det i et forum af seminarie- og folkeskolelærere: »Lad teori og praksis crashe mod hinanden, vi har vores fordomme, men jeg tror på den anden side, at vi vil blive meget klogere på både teori og praksis ved at gøre forsøget«

Helle Bjerresgaard er lærer og cand.pæd.