Debat

Hvor er DLF på vej hen?

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Kære kollega: Går du også og overvejer dit medlemskab af DLF?

Jeg har konstateret, at min fagforening, der til stadighed gerne skulle kæmpe med næb og kløer for at tilvejebringe og muliggøre gode arbejdsvilkår for de danske lærere, aldeles har sat sig selv på sidelinjen i kampen om arbejdsvilkår og -indhold for lærere.

Er vi nået dertil, at repræsentanter fra DLF og KL går absolut enige til og fra møder i fælles svømmetag efter konsensus? Jeg hører ej om uenighed.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Kan det virkelig passe, at en fagforening af DLF's størrelse blot sidder med hænderne i skødet og ikke opfordrer sine medlemmer til samlet at ignorere og således ikke udføre et politisk tiltag, der måske med tiden og først med den rette forberedelsesproces på skolerne kunne blive et fornuftigt redskab?

Hvad skal jeg sløjfe af hidtil faste opgaver til fordel for elevplaner?

Et stigende antal lærere lider under voldsomt arbejdspres, der fører til stress og fravær, og nu må det være tid til, at DLF vågner op og maner til rimelighed og for alvor slår i bordet over for politikere og de arbejdsgivere, der ikke har blik for hverdagens udfordringer for de ansatte i folkeskolen.

Lige nu søger jeg heltemod, ydmyghed og resultater fra DLF.

Afslutningsvis vil jeg ønske alle mine kolleger held og lykke og god vind i skoleåret, der nu starter.

Behovet herfor er åbenlyst.

Svar

I foreningens høringssvar om elevplaner skrev vi følgende: »Med bestemmelsen om, at der skal udarbejdes elevplaner for alle elever, lægges der op til et omfattende og helt unødvendigt bureaukrati i skolen.

Lovens besværgelser om, at der ikke vil være tale om en udvidelse af lærerens arbejdsopgave, er direkte forkerte. Lærerne skal i dag som en integreret del af undervisningen løbende foretage en alsidig evaluering af elevernes udbytte af undervisningen, men der er ikke krav om, at alle aspekter skal skriftliggøres. Alene antallet af delmål i Fælles Mål er i de enkelte fag stort. Det vil være en endog meget omfattende opgave at skriftliggøre evalueringen af den enkelte elevs alsidige udbytte i forhold til alle klassetrinets mål på samme tid«.

Allerede 30. januar meddelte Lærernes Centralorganisation KL, at det netop indgåede forlig indeholdt merarbejde i form af elevplaner.

Jeg kan næppe tro, at du på nuværende tidspunkt er blevet bedt om at udarbejde elevplaner, da bekendtgørelsen lægger op til, at først skal kommunalbestyrelsen fastlægge mål og rammer for anvendelsen af elevplanerne, derefter skal skolebestyrelsen fastlægge principper, og endelig skal skolelederen træffe beslutning om anvendelsen af elevplanerne inden for de rammer, der er fastlagt. Afhængig af kommunalbestyrelsens beslutning om rammerne kan der blive tale om alt fra et afkrydsningsskema til mere omfattende skriftlig redegørelse. Kredsen kan naturligvis gennem forhandling med kommunen forsøge at få indflydelse på rammerne, men først når rammerne og beslutningen om anvendelsen er udmeldt, vil det være muligt at vurdere konsekvenserne for arbejdstiden. Vi har udsendt et omfattende materiale til kredsene, der tager højde for de meget forskellige udmøntninger, som vi kan forudse.

For god ordens skyld vil jeg gøre opmærksom på, at KL i sit høringssvar har givet udtryk for synspunkter, der ikke er så forskellige fra vores.

Anders Bondo Christensen, formand for DLF