"Lad din Næse hverken dryppe eller rende,

Snorke, snøfte, rynke eller stoppes.

Naar du Næsen rense eller tørre vil,

Saa hav en særlig Næsedug dertil [.]

Belærende børnebøger er ikke af ny dato, og skulle nogen læse dette vers om, hvordan man skiller sig af med nogle af sine kropsvæsker, som grænseoverskridende, moderne lyrik, er man galt på den: Teksten stod på en af de 28 sider, der udgjorde den første danske børnebog: Niels Bredals "Børne Speigel", trykt 21. juni 1568.

Genrebetegnelsen spejl var populær fra renæssancen og langt frem i tiden. Den dækker over gode råd til dagligdagen for piger og drenge - samt deres forældre, for årsagen til værket var forfatterens bekymring over tidens sørgelige tendens til ikke at sende børn i skole. Oprigtig omsorg eller brødnid, det er ikke til at sige. I hvert fald var Bredal provisionslønnet skolemester i Vejle.

Det opdragende element har altid været gennemgående i børne- og ungdomsbøger, og Torben Weinreich skriver veloplagt og med en snert af ironi ikke blot om bøgerne, men også om den samfundsmæssige og religiøse diskurs, de er indgået i gennem tiderne.

Litterær kvalitet har haft mange betydninger: Til langt op i 1900-tallet brugte toneangivende anmeldere (læs: dem, der sad på flæsket) begrebet nærmest synonymt med opbyggeligt og moralsk indhold. Og dermed mente man vægt på det religiøse og nationale. Skolelærere og spejderførere definerede deres hovedpersoner som kække og frimodige, men samtidig lydige og hengivne i deres tro på Gud. Skurkene - som det altid gik ilde - var i modsætning hertil undersætsige og obsternasige med hang til bandeord og, så vidt jeg husker fra "Jan"-bøgerne, altid iført en fedtet kasket. De har sikkert heller ikke snottet i et lommetørklæde.

Det nationale spillede en stor rolle omkring forrige århundredeskifte. Interessant er det, at forfatteren Walter Christmas med sin roman "Svend Spejder" fra 1911 agiterede for, at raske drenge i spejderbukser burde indgå i militæret som en slags hjemmeværn. Samme Christmas - som man uden at fornærme efterkommerne roligt ud fra Weinreichs forrygende skildring kan beskrive som noget af en fantast - sammenfattede i beskrivelsen af sin romanperson Peter Most kvintessensen af den danske drøm om en rask dreng: "Peder Most havde det, som mangen fint paaklædt Dreng kunde misunde ham: Sundhed og Kraft og et uforanderligt godt Humør, der lyste ud af hans skikkelige blaa Øjne, lagde sig som et bredt, godmodigt Smil om den store, røde Mund og blottede to Rækker stærke Tænder, helt Mælkehvide af at bide i det grove Rugbrød".

Og så trækker den nærmest alvidende Weinreich romanpersoner på snor: Paw, Tudemarie, Kaalunds dræbte and og Palle, der var så alene i Verden. Men ikke Ivan Olsen, Silas eller Bjarne Reuters unge mennesker fra Brønshøj, for han har valgt at slutte værket ved 1967, hvor Cykelmyggen Egon spurtede sig ind på banen og markerede en ny tid for dansk børnelitteratur, som Weinreich har overladt til andre at beskrive.

Et fantastisk og fantastisk nyttigt værk til opslag, periodeorientering og slet og ret lystlæsning.