Anmeldelse

Til hjertet flyver

En antologi

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Den 5. juni 2006 fyldte Bent Haller 60 år. I den anledning udkom antologien "Til hjertet flyver". En samling med 12 kortprosatekster og romanuddrag skrevet og udgivet i perioden 1979-2006.

Bent Hallers læsere kan se frem til at genlæse kendte noveller som "Jamen, så er han jo ligesom os", "Ædedolke", "Rottemor" og "Englen" i nye og mangfoldige illustrative forklædninger af Rasmus Bregnhøi, Lilian Brøgger, Hanne Kvist med flere.

Bogens titelnovelle er nyskrevet specielt til antologien og handler om den klemte dreng Sofus og hans sundhedsforstyrrede familie. Samlingens tekster beskæftiger sig gennemgående med samme tema - barnets følelsesunivers; om at føle sig udenfor, anderledes og helt forkert. Bent Haller står på barnets side og er nådesløs i sin fremstilling af selvoptagede og forstyrrede forældre med mangel på indlevelsesevne.

Der er en urolig ulmen til stede i fortællingerne, en klump i halsen, en stikken i brystet. Ingen forudsigelighed, nærmere en evne til forvandling og overraskelse. Bent Haller er et kæmpe nærværende fortælletalent - en gave til børn og voksne læsere.

Antologien henvender sig til læsere på mellemtrinnet, 3.-6. klasse, og egner sig til selvstændig læsning, til højtlæsning og til litteraturundervisning.