0   274

Den gode tid før landgang

Det er trygt at gå på Christiansø Skole. Alle tager ansvar, eleverne hjælper hinanden, og der er tid til den enkelte. Men efter 7. klasse tager man »i land«

Efter 7. klasse er det slut. Sådan er det. Så forlader man den lille skole, hvor flere klasser bliver undervist sammen, og hvor skolens elevtal er mindre end i de fleste klasser på andre skoler.

Man flytter hjemmefra for at gå i skole et andet sted i Danmark. Et sted, hvor man skal gå i klasse med en snes andre på ens egen alder, hvor støjniveauet måske er lidt højere, end man er vant til, og hvor man kan gå til fodbold, kajakroning og karate og mødes med vennerne på grillen bagefter. Hvor man skal holde øje med bilerne, når man krydser gaden. Man tager »i land«, som man siger på Christiansø, der ligger som en lille klat i Østersøen nordøst for Bornholm. Ikke bare for en weekend eller en dagstur, men for flere år. Måske for evigt.

Artiklen fortsætter under banneret

Undervisning for alle aldre

»One, two«. »One, two, three, four« tæller en dreng og en pige skiftevis, mens de hver især rykker deres brik hen over spillepladen. Drengen går i 4. klasse og pigen i 3. på Christiansø Skole. Eller rettere drengen er 4. klasse, og pigen er 3. De har engelsk, og sammen med skoleleder Ina Tveden Jørgensen spiller de et spil, hvor der på hvert af spillepladens felter er et ord, som eleverne bagefter skal sætte sammen til sætninger. De er de eneste, der er på skolen lige nu. De yngre elever har fri, mens de ældre har hjemkundskab hjemme hos deres lærer.

Drengen vinder. Han sammensætter flest sætninger, men det er også okay, når man går i 4. klasse og spiller mod én, der går i 3., bliver de to klasser og skolelederen enige om.

»Eleverne er vant til at blive undervist sammen med nogle, som er ældre eller yngre end dem selv. De har aldrig prøvet andet, så det er normalen for dem. De ved godt, at man kan blive undervist sammen uden at kunne det samme«, siger Ina Tveden.

Sådan er det også i håndarbejde for 1. til 5. klasse, hvor de to elever fra 1. laver pomponer, som skal blive til en kylling og en papegøje, mens de to store fra 3. og 5. broderer.

Ina Tveden hjælper både de små med at tegne fødder til kyllingen og med at gøre symaskinen klar og sætte knappenåle i, så Rebecca fra 3. kan sy kanten på sit broderi. Samtidig forklarer hun Michelle fra 5., hvordan hun skal presse sit broderi.

»Man lærer at multitaske og have flere bolde i luften på én gang«, siger hun og fortæller, at hun i dansktimerne godt kan læse op fra tre forskellige diktater på en gang.

»Og så er de store gode til at hjælpe de små. De er klar over, at jeg ikke kan være alle steder på én gang, så de er med på, at jeg nogle gange beder dem om at hjælpe de mindre«.

Få lærere, mange fag

Christiansø hører under Forsvarsministeriet. Det har af og til været besværligt, når det skal planlægges, hvordan skolen skal drives, for ministeriet har ikke forståelse for, at undervisning skal være pædagogisk. Men nu er ansvaret lagt over på skoleledelsen og Christiansøs administrator, og det fungerer godt, mener Ina Tveden.

»Vi lader, som om vi er en folkeskole, og følger folkeskoleloven«.

Skolen er normeret til 2,3 stillinger inklusive ledelsestid, og næste år bliver det kun to, så man bliver nødt til at kunne dække mange fag.

At undervise i færre fag er noget, Ina Tveden glæder sig til, når hun og hendes mand Torben Andersen, som også er lærer på skolen, flytter fra øen. Og det gør de snart. Han havde sidste arbejdsdag inden sommerferien, og hun har sagt op fra september. Da lærerparret fik job på Christiansø Skole og flyttede til øen i 1995, havde de besluttet, at det skulle være for en tiårsperiode.

»Til den tid trænger skolen sikkert til noget nyt«, tænkte de. Og sådan bliver det. Parret flytter til Vestjylland, hvor de begge har fået job. Torben Andersen skal undervise på overbygningen på Ølgod Skole, og Ina Tveden har fået job som lærer på Ådum Skole.

»Det havde da været både dejligt og nemt at blive. Men vi er glade for, at vi holder fast i vores beslutning fra dengang. Der er en forventningens glæde over at skulle flytte til noget nyt. Men det er ikke sådan, at vi tænker: 'Det bliver fedt at komme væk fra øen'. Den sidste dag, hvor vi tager herfra, bliver frygtelig«, siger Ina Tveden.

Hun er sikker på, at hun får et realitetschok, når hun kommer ud på en mere gennemsnitlig dansk skole, og især forventer hun, at støjniveauet bliver højere.

»Vi har ikke de problemer med disciplin, som man hører om fra andre skoler. Timen starter, når læreren siger, den starter. Klokken otte kommer børnene ind, sætter sig ned, finder bøgerne frem, og så går vi i gang. Det er ikke noget, der skal diskuteres«.

Al undervisning foregår praktisk talt som specialundervisning, og der er tid til hver enkelt elev, men der er også ulemper.

Nogle gange savner eleverne på Christiansø Skole flere kammerater. Børnetallet er faldet, man kan ikke tillade sig at være kræsen, når man vælger venner, og man må vænne sig til at være sammen med nogen, som ikke er på ens egen alder.

»Det er ensomt for børnene en gang imellem«, siger Ina Tveden, og det er især tydeligt, når de har været på familiebesøg »i land« og har snakket med fætre og kusiner, som går på større skoler og dyrker alle mulige fritidsaktiviteter.

»Men i mit privatliv har jeg aldrig haft så travlt med kortspil, fødselsdage og sammenkomster, som jeg har haft her på øen. Når man flytter hertil, får man en vennekreds med det samme, hvis man vil«.

Professionelt glæder hun sig til at få flere kolleger og nyde godt af den kollegiale sparring på den nye arbejdsplads, men hun kommer til at savne intimiteten i undervisningen og den store frihed til at planlægge undervisningen fra dag til dag.

Turister og skoleklasser på besøg

Årligt er øen besøgt af op mod 80.000 turister, og det mærker man også på skolen.

For eksempel blev engelsktimen tidligere på dagen afbrudt af nogle turister, som brasede ind på skolen uden at banke på. Nogle turister opfatter øen som et frilandsmuseum og tænker ikke over, at Christiansø Skole er et sted, hvor der undervises ligesom alle andre skoler i Danmark, mener Ina Tveden.

»De kan også stå og hænge ind over stengærdet om vores have og sige: 'Hun har nok jordbær'. Også mens jeg står der. De taler ikke til mig, de taler om mig«.

Men mange af øens beboere lever af turismen, og det er også på grund af turisterne, at forbindelsen til Bornholm og dermed resten af landet er forholdsvis god. I hvert fald i hverdagene.

Også mange skoleklasser besøger øen, og nogle er også interesserede i at se skolen. Normalt afviser Ina Tveden klasserne, men to 6.-klasser, hvoraf den ene er fra Ådum Skole, hvor Ina Tveden har fået job, har fået lov til at komme på besøg.

Hun inviterer de 24 gæster ind i det store klasselokale. Der bliver hentet ekstra stole fra de to andre lokaler, og næsten alle de besøgende kommer til at sidde ned, mens skolelederen fortæller om øen og skolehverdagen. Hun taler om skolens traditioner, om hvordan børnene fastelavnsmandag mødes klokken fem om morgenen og går rundt og »riser« øens beboere op. Om den årlige juleindkøbstur, hvor elever, lærere og nogle forældre en dag i december sejler til Bornholm for at ordne alle juleindkøbene. Om hvordan der skal være plads til alle fra fem til 50 år, når der skal spilles fodbold, for ellers er der ikke nok til at stille hold. Om at der ikke er nogen hunde og katte på øen, fordi der er så mange ynglende edderfugle, som ikke ville kunne være i fred for den slags husdyr.

Væk fra øen

Efter oplægget viser Ina Tveden eleverne rundt på øen.

»Her gad jeg godt nok ikke at bo. Man må jo ingenting«, lyder en af elevernes konklusion. »Man må ikke gå på murene, og man kan ikke gå til noget i fritiden«, supplerer en af klassekammeraterne.

Men der er andre, der godt gider bo på øen, og som faktisk er rigtig glade for det. Charlotte Stigfeldt Ørgaard går i 7. klasse og er sjettegenerations øbo. Hun glæder sig ikke til at forlade øen efter sommerferien for at starte på privatskole på Bornholm.

»Jeg føler, jeg hører til her, og jeg kommer til at savne familien, naturen og det hele her. At flytte hjemmefra som 13-årig er vel aldrig rart. Men både min mor og mormor har jo prøvet det, så jeg klarer den nok også«, siger hun.

De er begge kommet tilbage, og det drømmer Charlotte Stigfeldt også om at gøre. Men hun er ikke sikker på, at det hænger sammen med hendes fremtidsdrømme.

»Jeg drømmer om at blive arkæolog, og jeg kunne også godt tænke mig at tage styrmandsuddannelsen og komme ud at sejle. Jeg har saltvand i årerne, som min mor siger«, siger hun.

Selvom skolen på Bornholm er lille, er den stadig større end Christiansø Skole, og det er hun lidt nervøs over. Men hun glæder sig til at møde nogle flere på sin egen alder og se, hvad andre piger går og laver.

»Jeg har altid vidst, jeg skulle af sted. Sådan er det. Man stopper efter 7. klasse, og nu er det altså blevet min tur«.

For forældrene på øen er det også hårdt at skulle sige farvel. Havnefoged John Nielsen og hans kone har tre børn, som alle har forladt Christiansø for at fortsætte deres uddannelser et andet sted i Danmark.

»Det er hammerhårdt. Især da nummer tre skulle af sted, for så er der slet ikke nogen hjemme«, siger han og glæder sig over at have dem alle hjemme i sommerferien.

Selv forlod han Christiansø i 1975 og kom tilbage, da han i 1988 blev ansat som kok på kroen. Som forældre gør det en forskel, at man selv har prøvet at skulle af sted, mener han.

»Vi øboer bliver her og sender vores børn af sted ét ad gangen. Mange forældre, der flytter hertil, rejser igen med alle børnene, når den ældste skal i 8. klasse. Det er ikke sundt for hverken skolen eller øen«, siger han.

Vil gerne tilbage

Også Charlotte Stigfeldts onkel, Brian Stigfeldt, som er matros med bopæl i København, har været glad for at bo og gå i skole på Christiansø. Han kommer hjem til øen hver sommer. Primært for at arbejde hos Ruths Kryddersild, hvor en af øens specialiteter bliver produceret og solgt.

»Jeg har aldrig rigtig forladt øen. Jeg er en af dem, der har en stærk trang til at være på Christiansø. Det er ikke alle, der har det sådan. Mange tænker: 'Nå, nu er jeg flyttet fra Christiansø, og så er det det'«.

Hans tid på Christiansø Skole var anderledes end børnenes i dag, mener han. Der gik »et par og tyve« på skolen, og han gik i en af de større klasser med seks elever. Undervisningen har altid været i top, og fordi der er så få elever, er der tid og mulighed for at nå langt, og man lærer meget af at blive undervist sammen med nogle, der er ældre end en selv, mener han. Man suger al den viden til sig, som de store kan give.

Da Brian Stigfeldt efter 7. klasse tog på Baptisternes Efterskole i Tølløse, oplevede han, at Christiansø-eleverne stort set havde været igennem det materiale, som han skulle i gang med i 8. klasse. Det gav ekstra tid til at skabe gode venskaber.

Hans oplevelse stemmer godt overens med skoleleder Ina Tvedens vurdering. Eleverne fra Christiansø er modne, meget sociale og har en stor faglig ballast, lyder de tilbagemeldinger, hun har fået fra skoler rundt om i landet.

»Eleverne får en ansvarsfølelse, som får dem til at vokse. Når de bliver ældre, ved de, at de er de store. De hjælper de små med at løse opgaver, trøster dem, når de falder på fodboldbanen, og giver dem ros, når de en sjælden gang rammer bolden i rundbold«.

Vi bruger øen

Når vejret er til det, indgår der ofte én eller flere løbeture øen rundt i idrætstimerne. Stedet bliver i det hele taget brugt meget i undervisningen. I natur/teknik er det helt oplagt at tale om den særlige natur, som øen har. Der bliver talt om trækfugle og standfugle, om øens placering midt i Østersøen og den påvirkning, det har på klimaet.

Den viden, som øboerne har på hvert deres jobområde, bliver også brugt i skolen. Eleverne ved meget om, hvad deres forældre går og laver, for skolegang og arbejde foregår side om side. Der er ikke behov for, at der arrangeres særlige besøg på forældrenes arbejdsplads.

Skolen er et fælles ansvar. Alle, lige meget om de har børn på skolen eller ej, bakker op om de arrangementer, skolen står for. De møder op til skoleteater og kommer med stofrester til håndarbejde, når de har noget i overskud. Der er også alle tiders mulighed for at dissekere fisk i undervisningen.

»Hvis fiskerne havde trukket et eller andet interessant op af havet, så kom de altid ned på skolen for at vise det frem til os«, husker Brian Stigfeldt fra sin skoletid. Det var dengang, hvor der stadig var mange fiskere på øen.

»Vores fritid som knægte gik med at hjælpe fiskerne om eftermiddagen og aftenen. Efter skole var det bare hjem og få en håndmad og så af sted ned på havnen«. Sammenholdet med fiskerne og fællesskabet med kammeraterne om at bruge sin fantasi på at finde på noget at lave betød, at han ikke oplevede barndommen på Christiansø som hverken kedelig eller ensom.

I dag er der to professionelle fiskere på Christiansø, så børnene har ikke det liv på havnen, som han selv oplevede dengang.

Om eftermiddagen, inden den sidste færge sejler de besøgende turister tilbage til Bornholm, leger to af øens yngste elever foran administrationskontoret og købmanden. De samler skrald i en pose, mens de springer op og ned af kanonerne. Samlerlegen udvikler sig til en slags fangeleg, hvor de er i helle alle mulige selvbestemte steder. For dem er det ikke noget problem at finde på noget at lave. Tværtimod.

De to fortsætter sammen med otte andre elever på Christiansø Skole efter sommerferien. Og for dem er der stadig lang tid til det skelsættende 7. klassetrin.

Christiansø

Cirka 18 kilometer nordøst for Bornholm ligger øgruppen Ertholmene, som består af de to beboede øer Christiansø og Frederiksø, fuglereservatet Græsholmen og adskillige mindre skær. I daglig tale bliver hele øgruppen omtalt Christiansø eller bare »øen«. Christiansø er 22 hektar - Frederiksø fire, og tilsammen bor der cirka 100 mennesker på de to øer, som er forbundet med en gangbro.

I dag fører øboerne et nutidigt hverdagsliv midt i en historisk fortælling. Christiansø er et tidligere militært anlæg og forvisningssted for fanger, og øgruppen hører under Forsvarsministeriet. Alting er fredet, øboerne lejer deres boliger af ministeriet, og nybyggeri er ikke tilladt. Det er de vilkår, man må leve og arbejde under, og øgruppens afsides beliggenhed og størrelse gør, at livet skiller sig ud fra de fleste andre danskeres. Eksempelvis er man afhængig af sejltider, når der er noget, man skal på Bornholm eller i resten af landet. Der er én skole, én kro, én købmand, én gade, men ingen biler. Masser af fugle, men ingen katte eller hunde.

Hidtil har øens vandforbrug bestået af opsamlet regnvand og mellem 1.000 og 2.000 tons vand, som bliver sejlet til øen fra Bornholm. Men i år har der endnu ikke været brug for at sejle vand til øen, da der er blevet fundet vand i undergrunden, som beboerne er begyndt at bruge af fra begyndelsen af juni i år.

Der er regler for, hvor man må færdes på øen, og besøgende opfordres til at sætte sig ind i dem, inden de besøger øgruppen. Det er blandt andet forbudt at gå på fæstningsmurene, og der skal tages hensyn til de mange ynglende fugle. Lærere, der er på udflugt med skoleklasser, opfordres desuden til at følges med deres elever rundt på de to øer.

Kilde: www.christiansoe.dk

Brochuren Christiansø og Christiansøs administration.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet
Vind hotelophold i julekonkurrencen

Så er det blevet juletid, og folkeskolen.dk har i den anledning en julekalender, hvor du hver dag frem til juleaften kan finde dagens låge-opslag med en præmie på vores Facebookside. Du er også med i lodtrækningen om hovedpræmien, hvor du kan vinde et weekendophold for to på et af de lækre Sinaturhoteller. Tjek vores Facebookside hver dag i december for at være med!

Deltag i konkurrencen