Man kan da ikke for alvor parallelisere folkeskoleforligets indbyggede nationale test og fælles mål med den fuldstændigt vanvittige arbejdstidsaftale fra 1992, der straks forvandlede enhver pædagogisk tænkning til sekundtælleri, og som DLF så mindeligt bad os om at bakke op om. Adjunkt Marianne Kondrup gør det alligevel (Bagsmækken i Folkeskolen nummer 23) ud fra en antagelse om, at læren fra arbejdstidsreglerne må være, at ethvert centralt givet regelbundet initiativ nødvendigvis må føre til den »store læreropgaves« havari. Marianne Kondrups aversion mod, at politikerne har vist interesse for den dokumenterede folkeskolekatastrofe, skyldes, at hun ikke kan lide, at fagligheden skal styrkes. Folkeskolens nye formål søger at styrke fagligheden, fremhæver hun. Og det er ikke godt. For man kan ikke drive god skole, når fagligheden sættes i centrum. Og hvorfor ikke? Fordi sådan noget ikke er godt for børnene. Hvad er så godt for børnene? Det er en særlig fagtom udgave af demokrati- og kulturforståelse og noget med at rejse ud og se sig om i den store verden i en bundnaiv forventning om, at nogle kalejdoskopiske sanseindtryk af fremmedheden kan opbygge en forståelse for andre kulturer og religioner. Jo, her falmer sandelig hele det beklumrede scenarium omkring indøvelsen af den lille tabel inde i klasselokalet. Herefter er der ikke meget fest og farve tilbage over den grå og triste faglighed. Vi har brug for at drøfte, hvilke værdier der skal kendetegne næste generations skole, siger Marianne Kondrup. Jamen, disse værdier har Marianne Kondrup jo allerede lagt fast i sin artikel, ligesom jeg har vægtet mine værdier i mit forsøg på modspil. For det kunne meget vel tænkes, at skolen med fagene i centrum i virkeligheden er skolen, der mest værdifuldt tilgodeser kommende generationer.