Jeg har endnu en gang været vidne til frustrerede forældre, som forventningsfulde står i kø for at høre, hvilke lærere deres børn skal have i det kommende skoleår. Jeg har endnu en gang været vidne til reaktionerne, når spændingen bliver udløst. Hvem får den lærer, alle vil have, og ikke mindst hvilke elever er uheldige at få de lærere, som ingen ønsker?

Jeg står stille og betragter, lytter til forældrene, som snakker om deres ældre børn, som er blevet flyttet til en privat skole eller har valgt en efterskole, fordi de ikke fik udbytte af den pågældende lærer. Han er doven og snakker grimt til børnene. Hun er aldrig i skole. Han gider kun de børn, som kan. Hun prøver ikke at løse konflikter. Dette er nogle af de ting, som flyver rundt i lokalet, og jeg er ked af at måtte kunne nikke genkendende til mange af udsagnene.

Jeg synes, det er flovt, at vi stadigvæk skal rumme alle de lærere, som i virkeligheden ikke gider hverken deres job eller børnene. Jeg synes, det er sørgeligt, når jeg ser på udviklingen på den baggrund. Jeg kan udmærket forstå de forældre, som flytter deres børn til et sted, hvor de får større udbytte af deres skolegang. Som forældre er vi nødt til at være egoistiske, så vores børn får de bedste betingelser. Samfundet og dets krav står trods alt og hiver i den anden ende.

Men hvad så med de forældre, der ikke kan vælge til eller fra? Nogle forældre er i den situation, at de ikke har midler til at skifte til en privat eller efterskole, andre har ikke forudsætninger for at være kritiske på deres børns vegne, og nogle er desværre uheldige at være præget af begge aspekter. Det er på vegne af de børn og forældre, jeg synes, vi skal handle. Det kan ikke være rigtigt, at vi skal ødelægge muligheder for disse børn, bare fordi vi har en broget flok af kollegaer, der enten burde finde et andet job eller søge deres pension.

Vi er trods alt stadig til for eleverne, eller er vi?