Med reference til Folkeskolens særnummer (tillæg til Folkeskolen nummer 20) fremstiller Bertel Haarder i Politiken sig selv som garanten for, at børnene i folkeskolen styrkes i deres skolekundskaber og lærer at læse. Samtidig kategoriserer han kritikerne - heriblandt hele debatten i Folkeskolen - af folkeskoleforliget som værende imod disse mål. Jamen, filmen er jo knækket for længst, Bertel.

Han indbyder til et tæt samarbejde med DLF under den præmis, at der sluttes op om det forlig, DLF er imod.

Det billede, han tegner af dels sin rolle i debatten, dels sit bidrag til det kølige samarbejdsklima omkring skolens udvikling, med sig selv som herremanden, man skal tilslutte sig for at blive hørt, stemmer helt overens med virkeligheden.

Det er indlysende, at DLF og fagfolk langt ud over fædrelandets grænser har en styrkelse af læsefærdigheder og generel styrkelse af fagligheden i sigtekornet, og det ved Bertel, men vi tillader os alligevel at pege på andre midler end de elementer, der er på tegnebrættet i form af nationale test, nedtoning af prioriteringen af det enkelte barns personlige udvikling med videre. Der hersker blandt kritikerne en tro på det menneskesyn, Danmark scorer så højt på i internationale undersøgelser, i modsætning til forligskredsen (var det for øvrigt ikke Karise Skole, som vandt verdensmesterskabet i innovation?).

Men denne debat vil Haarder ikke gå ind i. Han vælger i stedet at skille får fra bukke og kalde kritikken for ». rituel afvisning og nedvurderinger .«.

Det skaber naturligvis ikke grobund for samarbejde og samtale, men emmer alene af usaglig politisk leflen for intetanende vælgere, som hører efter herremanden, fordi . ja, jeg ved det ikke.