En københavnsk lærer blev i slutningen af maj pure frifundet i Østre Landsret. I byretten var han tidligere blevet dømt for blufærdighedskrænkelse af ni piger i 1.-3. klasse, som han havde undervist i blandt andet matematik. Dommen var i sammenligning med lignende sager uhørt hård: fem måneders ubetinget fængsel, frakendelse af ret til at omgås piger erhvervsmæssigt og i forbindelse med fritidsaktiviteter og en erstatning på 7.000 kroner til hver af pigerne. Læreren har hele tiden nægtet sig skyldig.

»Det her har uhyggelige perspektiver for alle andre mænd, der arbejder med børn. De kan jo ikke gøre andet end at stå med hænderne ned langs siderne«, konstaterede advokat Kirsten Maxen, der førte byretssagen for Københavns Lærerforening.

Hvis byrettens dom ikke var blevet omstødt, ville konsekvensen have været, at enhver kropslig berøring fra en lærers side af en elev uden videre var at anse som en beføling af seksuel karakter.

Landsretten slog i sin begrundelse for frifindelsen fast, at der findes et reelt råderum for fysisk kontakt mellem elever og lærere, fordi det »i vidt omfang efter en nutidig pædagogisk opfattelse må anses for naturligt og sædvanligt, at der forekommer berøringer mellem elever i de små klasser og deres lærere, eksempelvis som trøst eller ros, eller når børnene søger lærerens kontakt«.

Den sigtede lærer, Ole, var anklaget for blufærdighedskrænkelse ved i et antal tilfælde over to år at have befølt ni piger i syv-niårsalderen på kroppen, på kønsdelene og under tøjet.

Den ene af to forsvarere Bent Unmack Larsen redegjorde i landsretten for det strafferetslige grundlag, som byretten efter hans mening helt havde set bort fra.

Heraf fremgik det, at en strafbar, blufærdighedskrænkende handling skal være af grovere karakter, den skal have et seksuelt præg og være udført med forsætlighed. Han henviste til vidneindkaldte kollegers samstemmende opfattelse af læreres kropslige berøring af mindreårige elever som en selvfølgelig, pædagogisk handling.

Lokalsamfund i oprør

Den anden forsvarer Karen-Margrethe Schebye kritiserede politiet for at have gennemført afhøringerne i forbindelse med opklaringsarbejdet på en fagligt kritisabel måde.

Dertil kom, at da Ole blev anmeldt af faderen til pigen Marie, var hele lokalområdet omkring skolen i oprør. En blotter eller børnelokker huserede efter sigende i kvarteret. Skolen havde sendt information om det til hjemmene, og en ophidset stemning medførte diskussion og indlevelse blandt børn og forældre.

Som følge af politianmeldelsen blev Ole fritaget for tjeneste, skolen holdt stormøde med forældrene, og forældre holdt private krisemøder indbyrdes, og så tog en ren lynchstemning fart. Børnene blev inddraget i oprevede samtaler indbyrdes og med forældrene. Læreren, der er gift og har egne børn, fik malet pædofilianklager på sin hoveddør og modtog dødstrusler i telefonen.

Der gik 11 til 15 dage fra anmeldelsen, til børnene blev afhørt.

At børnene har været under påvirkning fra deres forældre forud for vidneafhøringerne, der foregik på video, fremgik blandt andet af et udsagn fra en af pigerne i klassen: »Ole har gjort det på pigerne, på drengene og på sine egne børn. Det har min far i hvert fald fortalt mig - jeg ved det ikke«.

Ukritisk politiarbejde

Politiet blev også kritiseret skarpt for ikke at have tilvejebragt en tegning af klassen og foto af lokalets indretning, for da det materiale endelig kom frem, faldt en række af anklagerne til jorden. Handlingerne kunne simpelthen ikke have fundet sted af konkrete og fysiske årsager.

Manglerne i politiets materiale medførte genafhøring af nogle af pigerne, men de foregik for Maries vedkommende først efter halvandet år. Hun var endda en slags hovedperson, da det var hendes far, der tog initiativ til at politianmelde Ole.

Under afhøringen af Marie glædede hun sig over, at Ole ikke mere var på skolen. Der har været konflikter mellem Marie og flere af skolens lærere. Hun har desuden mellem de to afhøringer været afhørt i en anden sag, hvor hun beskyldte en anden mand for at have gjort det samme ved hende.

I forbindelse med vidneudsagn fra børnene blev politiet kritiseret for at tilsidesætte forpligtelsen til at være objektiv: »Man kan undre sig over, at ingen af de afhørende betjente fandt det underligt, hvis min klient i fuld overværelse af cirka 25 børn, hvoraf mange står tæt omkring ham, samtidig skulle have siddet på sin stol og pillet et andet barn i tissekonen«.

Det lyder usandsynligt

At politiets indsats under afhøringerne ikke opleves som en styrke for retssikkerheden, skal ikke komme børnene til last. Alle ved, at fantasien ofte udfylder eventuelle huller i hukommelsen, men der findes en række elementære etiske retningslinjer for afhøring af børn - de synes imidlertid slet ikke at være efterlevet.

Som landsretten sagde i dommen: »Flere af forklaringerne efterlader indtryk af, at pigerne har svært ved at skelne mellem, hvad de selv har set eller været udsat for, og hvad de har hørt fra veninder eller forældre«.

De såkaldte krænkelser skulle alle være foregået i matematiktimerne, hvor døren til klassen som regel stod åben, og eleverne flokkedes omkring katederet for at få hjælp eller rettet opgaver.

I den situation faldt der ofte lidt ris eller ros af, et klap eller klem, mens ungerne har møvet i køen, hængt på læreren og siddet på hans knæ. Som andre steder, hvor børn og voksne er sammen, var der fysisk kontakt som et naturligt element.

Forsvareren fandt det usandsynligt, at beskyldningerne var sande, når krænkelserne skulle være sket i undervisningssituationer for øjnene af alle andre elever i klassen.

»Der er imidlertid i de seneste årtier, her i landet og i udlandet, sket en mærkelig forskruning af mange menneskers opfattelse af seksuelle forhold, som får mange til at se spøgelser alle vegne og lade sig gribe af lynchstemninger, når der er tale om påståede seksuelle forbrydelser, navnlig mod børn«, fremførte forsvarsadvokaten.

En påstand er nok

Flere af Oles kolleger blev afhørt i forbindelse med sagen. De fortalte blandt andet, at Ole næsten altid underviste for åbne døre, at han var en meget omsorgsfuld person, og at ingen af dem nogensinde havde set eller fået indtryk af, at der foregik noget forkert i hans timer - heller ikke når de så, at børnene sad på skødet, eller han holdt om dem, eller når børnene selv nærmest kravlede op ad ham.

Kollegerne fortalte også, at nutidens børn ikke finder sig i hvad som helst - hvis de var utilfredse, ville de have sagt fra til enten lærere eller forældre længe forinden. »Børnene hænger selv rundt om og på én. Og fysisk kontakt er vigtigt«, blev der sagt.

For Ole er frifindelsen naturligvis en kolossal lettelse efter i næsten tre år at have været sigtet og udhængt.

Arbejdslivet som lærer har ikke store chancer for at blive genoprettet. Som mistænkt og anklaget har han allerede været fritaget for tjeneste, og årsagen er blevet forklaret for elever og forældre.

Tilbage står det spørgsmål, om det er for nemt at ramme et menneske personligt og professionelt. Er lærere og andre, der arbejder med børn, virkelig så udsatte, at der bare skal en påstand til for at vælte deres arbejdsliv og tilværelse omkuld?

Konsulent i Københavns Lærerforening, Anne Lindegård, mener, at skoleledelsens håndtering af en aktuel situation er meget vigtig, og at lærernes indbyrdes sparring i teamet kan forebygge, at nogle grænser overskrides

»Det er vigtigt, at man som lærer overvejer, hvad man selv kan gøre for ikke at bringe sig i sådan en situation. Hvad man kan og må, er bestemt af situationen, sammenhængen, personen og tidspunktet. Samtidig spiller omverdenens skræmthed en afgørende rolle«, siger hun.

Navnene Ole og Marie er i sammenhæng med denne artikel opdigtede

»Risikoen er, at børnene ved at tale med forældre eller andre, der er overbeviste om, at noget er sket, efterhånden selv kommer til at tro på det« Juraprofessor Eva Schmidt»Der er imidlertid i de seneste årtier, her i landet og i udlandet, sket en mærkelig forskruning af mange menneskers opfattelse af seksuelle forhold, som får mange til at se spøgelser alle vegne« Forsvarsadvokat Bent Unmack Larsen»Det her har uhyggelige perspektiver for alle andre mænd, der arbejder med børn. De kan jo ikke gøre andet end at stå med hænderne ned langs siderne« Advokat Kirsten Maxen»Flere af forklaringerne efterlader indtryk af, at pigerne har svært ved at skelne mellem, hvad de selv har set eller været udsat for, og hvad de har hørt fra veninder eller forældre« Fra Landsrettens domsudskrift