For 50 år siden

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Emdrupborg - en rigdomskilde for dansk pædagogik

Et klodset stykke arkitektur, indvendig utrolig snavset og mishandlet, var det dødsbo, tyskerne efterlod sig, da de forlod det Emdrupborg, der nu har fået sin officielle indvielse. Tyskerne, der lod den opføre, havde tænkt sig, at der her skulle være en slags højborg for nordisk-germansk kultur, som den så ud set med de nazistiske magthaveres øjne. I et tårnværelse i bygningen er der bevaret et stykke tømmer, hvori der er indridset: »Dies Land bleibt deutsch«, som et varsko til efterfølgende slægter.

Umiddelbart efter krigen opstod højtflyvende planer for pædagoger om bygningens anvendelse i fremtiden. Undervisningsministeriet erhvervede imidlertid kæmpebygningen for at anvende den i dansk pædagogiks tjeneste. Og resultatet fremtræder i dag som en smuk, velindrettet bygning til gavn og fremme for dansk pædagogik, strækkende sig over et stort område med Danmarks Lærerhøjskole som bygningens værtsorganisation, Danmarks Pædagogiske Institut, et statsseminarium, Københavns Kommunes forsøgsskole, endvidere omfattende uddannelsen af skolekøkkenlærerinder og statens tegnelærerkursus.

Danmarks lærerstand føler sig tilknyttet Emdrupborg, og Danmarks Lærerforening markerer denne indstilling ved i år at holde sit repræsentantskabsmøde på Emdrupborg med Lærerhøjskolen som værtsinstitution i 100-året for Danmarks Lærerhøjskoles oprettelse.

Folkeskolen nummer 25, juni 1956