Ja til dansk skoletradition

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Jeg har deltaget i skolens udvikling i over 20 år på forskellige niveauer. Hold op, hvor har jeg set meget forskelligt, men alle steder har jeg oplevet, at der skete forandring.

På de bedste skoler skyldtes det en åben og udviklingsfremmende kultur med nytænkning, eksperimenterende og afprøvende handlinger og diskussioner hos elever, lærere, skolebestyrelse og ledelse. Skolens værdier blev drøftet i relation til samfundets udvikling, børnene og karakteristika af den professionelle lærer. Hvad er værdifuldt? Hvad vil vi være stolte af? Derfor gør vi ...! Forslag blev fulgt op, handlinger sat i værk, aftaler indgået og nedskrevet og endelig dato for drøftelse af, hvordan det så var gået. Her skabte vi de gode fortællinger.

Der er også dårlige fortællinger om lærere. Det må vi gøre noget ved, men ikke gennem fælles regler og koncepter og ikke på bekostning af børnene. Fælles regler skulle med arbejdstidsaftalen i 1992 få skovlen under de uvirksomme. Men sådan gik det ikke. Vi fik stækket de initiativrige, begejstrede og engagerede lærere. På samme måde kan jeg frygte, at der nu tages bestemmelse om evaluering og dokumentation, fordi nogle lærere ikke har gjort dette godt nok i skolen, og måske kommer det til at reducere den store læreropgave. Der drøftes nyt formål for at styrke fagligheden. Endnu en gang sætter »det, der ikke er godt nok« dagsorden og følges af politiske løsninger med fælles regler. Det er jeg bekymret over, fordi det grundlæggende kan ændre på vilkårene for at drive god skole, og fordi værdisætningen ikke drøftes.

Uddannelsesområdet ændres næsten umærkeligt: projektopgaven, prøveformerne, evaluering, hvorefter der argumenteres for at ændre formålet, så der er helhed og konsistens i loven.

I den nye læreruddannelse vægtes fagligheden gennem to-tre linjefag samt krav om, at undervisningen i skolen skal varetages af linjefagsuddannede lærere.

Det er min bekymring, at vi ikke har drøftet, hvad der er værdifuldt for børnene.

Her er eksempelvis nogle værdifulde argumenter: På et efterskoleophold kan unge danskere og nydanskere virkelig få dansk demokrati- og kulturforståelse, tid til faglig, personlig og social udvikling ind under huden. Det er også en god idé at rejse ud at se verden og skabe kontakter, fordi det at kunne flere sprog, at kunne forstå andre kulturer og religioner og at hente inspiration er både vigtigt og nødvendigt for Danmarks fremtid i det globale samfund.

I stedet sender politikere signaler om, at hvis de unge ikke kommer i gang efter to år, så trækkes de i Statens Uddannelsesstøtte, og unge, der rejser ud, skal bag i uddannelseskøen.

Jeg kunne ønske politikere, der kender de gode historier fra skolen, lytter og markedsfører det værdifulde i vores uddannelsessystem med vægt på det, der er kvalitativt anderledes.

Ind i globaliseringen skal vi ikke grundlæggende ændre på dansk skoletradition, tror jeg. Vi skal fastholde at udvikle den! Vi skal bruge forskningsresultater, udviklingsarbejder og afprøve nye læreprocesser. Det er det, professionelle skolefolk til alle tider har været optaget af. Men det er bare ikke dem, vi hører om, og dog er det dem, både børn og forældre taknemmeligt tænker tilbage på. Vi har brug for at få drøftet, hvilke værdier der skal kendetegne den skole, der skal udvikle den næste generation. Hvilke forestillinger gør vi os om det samfund, som de skal være med til at skabe, og den plads, de skal udfylde?

Vi har brug for at fortælle de gode historier. Brug for, at børnenes advokater samler sig og stærkt markerer, hvad der kendetegner den gode skole, og hvad vi er stolte af.

Marianne Kondrup er seminarieadjunkt ved Silkeborg Seminarium

»Det er min bekymring, at vi ikke har drøftet, hvad der er værdifuldt for børnene«