Folkeskolens leder:

Frem med gulerødderne

Seniorordning.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Gem pisken væk og find gulerødderne frem. Alt tyder på, at lærerne bliver længere på skolerne, hvis de får både seniorordninger, præmier og et bedre arbejdsmiljø.

Regeringen glemmer i sin iver for at få folk til at beholde arbejdshandskerne på, at Danmark har en af de højeste erhvervsfrekvenser for 55-64-årige. Blandt EU's medlemslande er det kun Sverige, som har en højere beskæftigelsesprocent. Danskerne kan og ønsker i højere grad end befolkningen i de øvrige europæiske lande at blive på arbejdsmarkedet, viser erfaringsopsamlingen »Arbejde eller efterløn?« udgivet på forlaget Frydenlund.

Det er ganske få lærere, der løber skrigende væk fra skolen, når de får muligheden for at gå på efterløn. Optællinger fra Lærernes A-kasse viser, at de fleste lærere gerne vil blive på arbejdsmarkedet, til de er fyldt 62. Derefter kan de nemlig få den skattefri præmie, som blev indført i 1999.

Så drop de økonomiske skruetvinger og sats i stedet på positiv motivation og økonomisk opmuntring. Det virker. Det viser erfaringerne fra Horsens, som det fremgår af dette nummer af Folkeskolen. I Horsens undersøgte man for fem år siden, hvad der skal til for at holde på de ældre medarbejdere for at dæmme op for den dengang truende lærermangel. Svaret var klart. Et godt arbejdsliv, hvor man tager hensyn til den enkelte. På Torstedskolen i kommunen har man ved at lytte til lærernes ønsker og bruge energi på at få ønskerne til at hænge sammen med skolens behov fået et bedre arbejdsmiljø. Nedskrevne lister og overblik over alle lærernes arbejde har gjort Torstedskolen til et bedre sted at være. Resultatet er klart, lærerne bliver længere.

I Horsens er der også et økonomisk incitament til at blive. Hvis man bliver til udgangen af det 62. år, får man en bonus på 5.000 kroner og rykker et løntrin op. Men det er ikke det, der får lærerne til at blive, lyder det fra tillidsrepræsentanten. Det er det gode arbejdsmiljø og indflydelse på egen arbejdssituation, der gør, at ældre lærere bliver på skolen.

Alt tyder med andre ord på, at det først og fremmest er arbejdets indhold, der får folk til at blive.

Et af regeringens argumenter for at hæve efterlønsalderen er, at vi lever længere, og at vi derfor må arbejde længere. Efterlønsalderen må hæves, for efterlønnen lokker tilsyneladende de ældre til at forlade arbejdsmarkedet.

Langt de fleste lærere er med i efterlønsordningen. 90 procent af de unge lærere melder sig ind i ordningen, inden de fylder 35.

Men det betyder ikke, at de yngre lærere forventer, at de skal spille golf på det offentliges regning, når de fylder 60.

mbt

Powered by Labrador CMS